⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Den dag Det Kgl Teaters Gamle Scene blev for lille…
Når man nu som jeg er opdraget – i teatersammenhæng – på Det Kongelige Teater, og derfor altid vil have Gl Scene i blodet, er det svært at indrømme når der er noget der er større.
Men Fredericia Teaters KLOKKEREN FRA NOTRE DAME sprænger alle rammer på Kgs Nytorv, og når selv Kongelogen er ofret og indkapslet i scenografiens forunderlige kappe, så må man sgu indrømme at Søren Møllers forestilling er stor!
Bedst som man tror at man har set det hele, så skifter baggrunden, stemningen, billederne og lyset – og man er pludselig midt i et flammehav, i frit fald fra Notre Dames tinder, eller blot vidne til den uudgrundelige stjernehimmel over Paris.
Og på scenen er den fremragende Mads M. Nielsen som Frollo over det hele! Selv når vi lider med Oliver Lundqvists Quasimodo, længes efter Linnea Stenbecks Esmeralda, eller kæmper med Christian Lunds Kaptajn Phoebus, er Frollo mentalt tilstede og allestedsnærværende som den kirkens djævel han er.
Stor musik, store danseoptrin, store stemmer og store følelser – Klokkeren har alt hvad en musical skal have for at fungere perfekt, og selv om man ikke normalt er den store musicaltilhænger, er det her en forestilling der ikke må misses.
Og så er det endda på Gl Scene…😊
Foto: Søren Malmose