⭐⭐⭐⭐⭐⭐
“Lord knows, it’s a pity. Mankind has been so programmed”
Jeg bliver aldrig god til nekrologer. Men der er jo ingen vej udenom, Det Kongelige Teater og Den Kongelige Ballet har besluttet at nedlægge Corpus – Nationalscenens eksperimenterende dansekompagni – så anmeldelsen af Corpus’ sidste forestilling KILL YOUR DARLINGS, kan ikke blive andet end en nekrolog.
Afskedsforestillingen i A-salen, prøvesalen bag Gamle Scene der med egen indgang helt genialt var gjort til Corpus’ hjemmebane, var skabt af danserne i Corpus, hvor Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Alma Toaspern, Louella May Hogan og Marco Herlev Høst udgjorde det altid nysgerrige, omstillingsparate og innovative ensemble.
Danserne havde fået lov til selv at vælge hvordan de ville sige farvel, og med titlen KILL YOUR DARLINGS var der lagt op til mere end blot den officielle begrundelse for titlen – at tage et blik tilbage på de ideer der er blevet udviklet i de sidste par år, men ikke nåede igennem nåleøjet. For det var et meget personligt, rørende og porøst farvel de fem dansere præsenterede i A-salen.
”If you’re a real boy”
Marco Høsts rørende farvel var en tosidet koreografi, hvor Høst først lokker os ind i en danseverden fuld af krav og forventninger, når han som en orange pimp på en catwalk poserer med sorte solbriller og kokette bevægelser. Og efter hver walk op og ned ad podiet, afslutter han med at kigge direkte på publikum, som en forførende djævel med horn i panden. Tyk symbolik, som kun bliver understreget i anden del, hvor Marco Høst til Lady Gagas Plastic Doll og teksten ”..open me up and cut me loose” smyger sig langs dansevinylet i sin trikot – nu helt fri, uden den chikke pink veste de fourrure.
”I sprained my ankle six days ago”
Ikke mange smil undslipper Høst i hans afsked med scenen, men det er der derimod hos Hazuki Kojima, der næsten stavrer ind på scenen med favnen fuld af tæpper, dåseøl, lejrgear og en banjo. Ensemblets mest intense og uberegnelige danser, der repræsenterer al den nysgerrighed og lyst til livet som tænkes kan, lægger ud med et kæmpe smil og blink i øjet, da hun fortæller publikum at hun forvred sin ankel i sidste uge. Men netop som vi så regner med en afdæmpet og overvejende stillestående performance, begynder Kojima at slå sig selv hårdt på låret, så et allerede blåsort mærke bliver rødere – og større. Kojima indleder derefter sin sang og dans som om intet er i vejen, og ligesom hun på bedste streetfight manér udfordrede solist Astrid Elbo til tvekamp i Giant Steps på Gamle Scene i november, viser Kojima, at hun uden at blinke kan leve op til kravene til danserne på Nationalscenen. Og skulle det blive svært, så har man altid sit ensemble bag sig, hvilket på fineste vis bliver vist i Kojimas koreografi, da de andre dansere kommer løbende ind og danner et urokkeligt fundament, der holder den svajende Kojima på plads.
”Isn’t it a pity?”
Efter Kojimas koreografi afsluttes med Alma Toaspern ved klaveret og tonerne fra Celeste Orams Pierre – fra Bobbi Jenes forestilling af samme navn – overtager den guldlamé beklædte Toaspern gulvet, under et digitalt ur på væggen der meget symbolsk tæller ned. Alma Toaspern danser sin sidste koreografi til Nina Simones Isn’t it a pity hvor de meget sigende ord ”Lord knows it’s a pity – mankind has been so programmed” sætter en fed streg under hvilken fejltagelse det er, at Nationalscenen og Den Kongelige Ballet nedlægger det eksperimenterende dansekompagni Corpus. I guldlamé tager Alma Toaspern livtag med klassiske positurer, som i A-salen – med vanlig Corpus innovation og disruptiv tankegang – bliver forvandlet til en helt ny og personlig Toaspern-koreografi.
“This is when I discovered I could shapeshift”
Ligesom sine kollegaer i ensemblet fremhæver australske Louella May Hogan den frihed hun har oplevet med Corpus. Men i stedet for at fokusere på det negative i nedlukningen af dansekompagniet, hylder hun Corpus med positurer – med alt fra klassisk græsk statue til samtidsdansens horisontale stillinger på gulvet – for at fortælle hvor frigørende det dedikerede arbejde i Corpus har været. For når Corpus’ kunstneriske leder Tim Matiakis både selv, og med udefrakommende koreografer, har skabt de vildeste værker som har udfordret og skubbet til grænserne, giver det danserne mulighed for at ændre form – to shapeshift.
“This is where I played you a love song”
I afskedsforestillingens sidste akt ser Alexander Stæger tilbage på en livsrejse med sin store kærlighed, Nationalscenen, og som en kat der jager lyset, hopper han elegant fra spot til spot mens han husker tilbage på alt det de har gjort sammen. På Det Kongelige Teater gik Stæger fra den klassiske balletverdens meget faste rammer og prædefinerede kasser, over i samtidsdansens uforudsigelige og til tider ikkeeksisterende rammesætning hos Corpus. Det var et både smukt og modigt valg.
”This is where we built a tent”
“This is where I disappointed you”
“This is where I was buried alive”
”You are dreams in its purest form, you are concrete and wires”
Fra start til slut har Alexander Stæger været den mest klassiske danser i Corpus’ ensemble, og han har været en gave til ensemblet, der med sin store diversitet har været forbilledligt i sin søgen efter nye udtryk i dansen. Og det sidste udsagn i Stægers farvel sætter også meget fint ord på følelserne.
“You have given us shelter, and we paid you back in memories”
Må man overhovedet uddele stjerner i en nekrolog? Jeg ved det ikke, men Corpus får alligevel seks stjerner for i 10 år at have været et forbillede for udvikling, samarbejde, nyskabende og grænsesøgende koreografi, samt ikke mindst en fremragende hub for ekspressiv samtidsdans på Det Kongelige Teater. Og selv om jeg ikke er i tvivl om at både danserne, holdet bag scenen, og ikke mindst Tim Matiakis’ kolossale talent og skabende kraft, vil finde nye og spændende opgaver og udfordringer, så er det et kæmpe tab for Nationalscenen at lukke Corpus. Den Kongelige Ballet klædte Corpus, og Corpus klædte Den Kongelige Ballet.
Foto: Christian Friedländer