Anmeldelse af Teatermenuen på restaurant KIIN KIIN på Nørrebro.
Det er sen eftermiddag på Nørrebro, du skal i teatret i aften, men inden da skal I ud at spise. Men når du først er trådt ned ad den undselige trappe på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade – ned forbi de velkendte røde skilte fra Michelin guiden – så er du i en anden verden. Du er et sted mellem Thailand og himlen, mellem afslappede Nørrebro jeans og diskret designertøj – du er på restaurant KIIN KIIN, til street food og gourmetkøkken.
Teatermenuen starter altid kl 17.30 i den afslappede kælderlounge, hvor behagelige kurvemøbler, levende lys og krukker med liljer danner rammen om KIIN KIINs signaturindledning – deres gadekøkkenmekka, hvor røgen, smagen og duften leder tankerne hen på Bangkoks markeder. Og da Sceneblogs udsendte er en stor ynder af både markeder og streetfood, var det bare at læne sig tilbage og nyde.
KIIN KIIN Teatermenu sammensættes hver dag af en håndfuld snacks, der serveres i deres kælderlounge, efterfulgt af en fire-retteres menu, der indtages i selve restauranten på 1. etage – alt sammen designet så man slutter kl 19.15, og kan nå i teatret. Vi skulle på Nørrebro Teater til premieren på TID TIL GLÆDE kl 20.00, men mange teatre kan nås fra Guldbergsgade hvis man planlægger sin aften på forhånd.
Men tilbage til vores gadekøkken, hvor vi som velkomst fik et lille krus kold Pandan te, efterfulgt af seks hurtigt serverede streetfood snacks, hvor vi bl.a. fik de lækre Pad Krapow Duck (cover billedet) – andebryst i østers sauce og æggeblommecreme, serveret i æggeskaller der stadig lå i høet fra gården. Opfindsomhed og kærlighed til råvarerne skinner igennem på KIIN KIIN.
Vi fik også soya marengs med wasabi youghurt og noripulver, vi fik en bogstaveligt talt forrygende Chang Mai pølse (af kylling og and) serveret på en lille glødende grill foran os, så røgen fra Bangkok ikke bare gav de små hapsere smag, men også for alvor gav os indtrykket af at være på et marked, og vi fik KIIN KIIN versionen af kylling satay – sprøde kyllingeskind med syltet ingefær og peanut is (!)
Og så var der et treat ud over det sædvanlige, for på et lille træbord fik vi hvad kokken kalder en Crispy Golden Ball, der reelt både er en lille mango gelé kugle, og en friteret skal med Massaman karry, alt overstrøet med guldstøv. Smuk at skue – og endnu bedre at smage.
Og for det ikke skulle være alt for fornemt, så var næste snack et tomt salatblad. Det var det i al fald fra start af, for vores venlige tjener kom også ind med et fad inddelt i seks rum, hvorfra han med let hånd blandede en Miang Kam foran os, hvor både Tamarind sauce, ingefær, chili, grønne æbler og lime, skalotteløg, tørret kokos og peanut blev mixet og arrangeret på salatbladet, så det kunne spises med hånden som man spiser Tacos. Overvældende og elegant i både smag og servering – eller et præcist rod i et kontrolleret køkken, som jeg noterede ned – og jeg begynder så småt at tro på legenden om Miang Kam. At retten allerførste gang blev introduceret til kong Rama V’s siamesiske hof af prinsesse Dara Rasmi. Godt vi også havde et glas Charpentier Champagne at vederkvæge os ved, det kan anbefales til den odyssé af smage man bliver introduceret til.
KIIN KIINs thailandske kok vil gerne byde os velkomne i sit gadekøkken, og det må man sige lykkedes over al forventning.
Og så var vi ikke engang kommet op i selve restauranten endnu. Men det kom vi, og her blev det for alvor interessant.
Første ret var to skåle med salat – en skål med karamelliseret ananas og rødbede, den anden skål med kammusling, anrettet med østersblade i en chili skum der kunne smages. Tjeneren spurgte på forhånd, meget høfligt, om det var i orden at servere en spicy ret, og min gastronomi- og rejseerfarne ledsager smilede da også bredt da hun smagte retten, som bestemt ikke blæste os ud af lokalet, men trods alt var krydret som man ikke er vant til i Danmark. Jeg undrede mig først lidt over rækkefølgen, da alt for stærke smage jo har en tendens til påvirke de efterfølgende retter, men – I stand corrected – for på KIIN KIIN var der netop en tanke bag de to skåle. For ligeså lækker og spicy anretningen med kammuslinger var, lige så kølig og ganerensende var den efterfølgende let søde ananas- og rødbedesalat. Og med den anbefalede svalende Riesling i glasset, var serveringen gennemtænkt til fingerspidserne.
Gennemtænkt var også den mellemret der følgende kom på bordet – en lille lakseanretning med kaviar.
Lakseanretningen, der med sine thailandske Tom Kha smage af citrongræs, lime og Galangal (en rod der er en anelse mere parfumeret end ingefær) virkede næsten overmatchet af den salte kaviar, men omvendt, så var det laksens smag der blev hængende, så igen måtte jeg overgive mig til thaiernes akkuratesse når det gælder smagssammensætning. For nok blev anretningen fortæret på under et minut, men den efterlod sig faktisk et rigtigt flot smagsindtryk.
Og så skulle vi til det – hovedretten – der på kortet var beskrevet som Dry Aged Beef, og en stakkels vesterlænding som undertegnede derfor straks fik en steak i tankerne. Men bare rolig, på KIIN KIIN er der ikke noget der bare ligner en simpel ret, og da slet ikke bare et stort stykke kød – det ville være for let.
Til gengæld fik vi den fineste servering af både kød, ris og grøntsager, hvis man skal oversætte det til kedeligt dansk. For den elegante ret havde netop alle de ingredienser – blot serveret mere smagfuldt, både bogstaveligt talt og i overført betydning.
På KIIN KIINs smukke førstesal kunne vi derfor nyde både gyldne figurer, flettede lamper og en afdæmpet stemning, mens vi smagte os igennem en ret der blev ved med at overraske.
En sprød croquette overraskede med det duftunivers der kom mig i møde da jeg åbnede den, for i forhold til resten af tallerkenen var kuglen lidt uelegant og bastant. Men aubergineduften trumfede udseendet, og jeg kom i tanke om hvordan en perfekt friteret croquette jo holder på både duft, smag og fugtighed, og derfor til enhver tid har sin berettigelse på en tallerken hvis korrekt udført.
Og de små stykker krogmodnet oksekød der lå i den grønne karry, godt gemt under hvad jeg tænker var sprødt kyllingeskind, var sammen med den lille medfølgende skål med duftende Jasminris endnu et eksempel på hvordan præcis gastronomi så rigeligt opvejer vestens umættelige volumenbehov. Less is more.
Stor var desserten heller ikke – og jeg tvivler på at den smukke tuile ville blive betegnet som banankage nogen steder her i Danmark. Men Banana Cake var ikke desto mindre hvad KIIN KIIN kaldte deres lækre afslutning på vores Teatermenu.
En Tuile er altid en sikker vinder, for hvad man ikke har i smag, kan man jo så opveje med udseendet. Men den sprøde, og meget dekorative banan tuile som KIIN KIIN havde bagt til os, havde både til gården og til gaden, og både duften af banan og kanel bredte sig for hvert knæk der lød når jeg satte tænderne i den. Så jeg må bare endnu engang bøje mig i støvet, og anerkende det thailandske cuisine på KIIN KIIN. Nu også som Teatermenu.
Foto: Sceneblog.dk