⭐⭐⭐⭐⭐
”Struck, not by an arrow, but by a bolt of lightning”
Den kunstige intelligens (AI) kommer med direktiver og ordrer til danserne på scenen, samtidig med en uendelig flod af ord og sætninger flyder over bagvæggen, hvor den elektroniske komponist og videokunstner Ryoji Ikeda har skabt det digitale bagtæppe. Danserne har sensorer på, så AI kan registrere deres bevægelser, og ud fra koordinaterne kan AI ikke bare handle simultant i sin koreografi, den lagrer også oplysningerne til senere brug.
Pontus Lidbergs forestilling KENTAUR er Dansk Danseteaters bud på en nær fremtid, hvor maskiner og kunstig intelligens kan få tiltagende magt, og menneskets følelser og kreativitet risikerer at uddø.
AI-installationen David er skabt af Cecilie Waagner Falkenstrøm, men det er stadig Pontus Lidberg der er koreograf på forestillingen, hvor Lidbergs kreativitet og normalt følelsesmættede koreografi kæmper med David om dansernes gunst.
Lige som DDT har udviklet sig gennem de sidste 40 år – tillykke med jubilæet – har forestillingen KENTAUR været længe undervejs, og samarbejdet mellem Lidberg, Falkenstrøm og Ikeda skal derfor ikke kun bedømmes på slutproduktet, men mindst lige så meget på den vigtige proces, der lægger grunden for fremtidig scenekunstproduktion og nytænkning indenfor moderne dans i Danmark.
” In place of laughter came sobbing and tears”
DDTs udforskende væsen er, ligesom Det Kongelige Teaters eksperimenterende dansekompagni Corpus, eller for den sags skyld Batsheva Dance Company, hvor Martha Graham skabte sine mesterværker, uvurderlig grobund for en hel generation af kunstnere.
Når David, der efter forgodtbefindende kan skifte køn, med sin computergenererede stemme sender danserne på opgaver i sin fortælling, skabt med indsamlet viden fra græske tragedier, får vi en ekspressiv koreografi hvor David skaber et nyt værk mens vi ser det ske.
Og mens Davids nygræske tragedie danses efter de computergenererede direktiver, sker castingen af danserne i de forskellige karakterer ud fra deres personligheder, som AI koreografen har dannet sig indtryk af gennem sociale medier og andet offentligt tilgængeligt materiale i digital form. Som en koreograf ved første præsentation i et øvelokale, råber David dansernes navne op sammen med direktiverne, og da koreografien skabes mens det sker, får vi som publikum hver aften en ny forestilling præsenteret.
”Running system update”
I KENTAUR er det DDTs fænomenale dansere Stefanos Bizas, Julien Guillemard, Lucas M. Threefoot, Edward Pearce, Jessica Lyall, Bradley Waller, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik, Kristin Bjerkestrand, Joe George og Lúa Mayenco Cardenal der er på scenen, og selv om de mod slutningen får lov til at gøre oprør mod David og den kunstige intelligens, og i en rendyrket Pontus Lidberg koreografi kaster sig ud i desperat forsøg på at vise David, at kreativitet og følelser aldrig kan erstattes af nok så perfekte trin og positioner, så gør det lidt ondt at se hvor lidt de dygtige dansere får at arbejde med.
Så det er i princippet ikke selve dansen i KENTAUR der får fem stjerner af Sceneblog – det er processen, udviklingsarbejdet, og modet til at lægge arm med fremtiden.
Foto: Per Morten Abrahamsen