FRIT FLET // Sort/Hvid

⭐⭐⭐⭐

Neoikoniseret patchwork folder sig ud som nyt flet på Sort/Hvid.

I bogversionen af FRIT FLET, formår de tre veninder – forfatteren Naja Marie Aidt, dramatikeren Line Knutzon og digteren Mette Moestrup – ubesværet at glide ind og ud af hinandens tankesæt, og som læser bliver man af og til i tvivl om pseudonymerne A, B, og C, overhovedet er tre personer, eller blot en enkelt vildt tænkende powerwoman. Og dermed er deres patchwork lykkedes.

”Hvis I ikke kigger, så er jeg aldrig set”

På Teater Sort/Hvids scene er fire ligeså stærke kvinder – instruktøren Liv Helm, scenografen Franciska Zahle, komponisten Hannah Schneider, og dramaturgen Tania Diers – gået sammen om at flette videre på det ikoniske værk, en opgave der synes tæt på umulig. For hvordan fortolker man et fletværk med ubekendte faktorer? Hvor må der skæres eller lægges til? – og hvordan kan man bibeholde de fires udtalte talenter, når man på forhånd har bestemt at den kollektive bevidsthed skal tilstræbes i samme grad som i bogen. For det er sådan at forestillingen er blevet til – i en proces over flere år, hvor fire-banden kollektivt har arbejdet med det i forvejen snørklede fletværk. Men de fire tog handsken op, og det er lykkedes at få et scenisk værk på benene, der er blevet sit eget.

”Der kommer hele tiden en indskydelse susende – som jeg ikke forstår”

Forestillingens scenerum er bygget op som en bagscene, stedet man kan trække sig tilbage til, men også stedet der er udgangspunktet for alt det der sker i rampelyset på den store scene. Franciska Zahles lille genialitet, at skabe rummet bag tæppet, med fornemmelsen af teatrets spotlys foran, er rammen om de fire skuespilleres version af den flettede tekst.

”Den der lille skarpe smerte. Fra min far. Fra min farmor”

Skuespillerne Ina-Miriam Rosenbaum, Sofie Torp, Marie Nørgaard og Kirsten Peüliche repræsenterer kvinden i livets forskellige faser, og alt fra fødsel og smerte, over krop og skønhed, til alderdom og afsavn, er med i det patchwork som forestillingen er. For det er fine små firkanter af iturevne og tit fragmentariske tekster, der ømt bliver syet sammen i forskellige formater. Det har uden tvivl været en gigantisk opgave for dramaturgen Tanja Diers at styre teksterne i samme retning, ligesom det ikke kan have være nemt for instruktør Liv Helm at sætte de fire skuespilleres store forskelligheder i spil, når der rent faktisk ikke er en vedtaget væg at spille bold op af. Men med Zahles fysiske bagscene-ramme, og ikke mindst med Hannah Schneiders uforlignelige kompositoriske evner, lykkes det at skabe en sammenflettet verden af tanker, toner, meninger og statements.

”Og Gud Herren siger, BLAH, BLAH, BLAH osv. Og det var det”

Marie Nørgaard som gennemgående ubehjælpsom havfrue er irriterende rigtigt placeret, den stærkt syngende Sofie Torp giver sin unge jyske brud stamina, den dansende toreador Ina-Miriam Rosenbaum tilføjer nye alen til sit mimiske talent, og den brandvarme Kirsten Peüliche er skræmmende karismatisk som dunder talende præst. Fire skuespillere i et fletværk – hver for sig.

I FRIT FLET på Sort/Hvid følte jeg mig hensat til en gåtur igennem en storby, hvor jeg på hvert et gadehjørne mødte en ny, en anderledes, eller en alt for genkendelig fornemmelse af livet. Ofte noget hårdt, af og til noget morsomt, alt for tit noget ubehageligt, men næsten altid noget vedkommende – noget jeg nok ikke havde tænkt over, hvis jeg ikke var gået den vej, den dag, igennem den by.

FRIT FLET er en hybrid mellem et overflødighedshorn af tekster om jeg’et, kønnet og livet, og et fællesmøde i Maos Lyst, hvor kollektivet er det ubestridelige mantra. Og det er rent faktisk ment positivt.

Foto: Rumle Skafte

SE MERE