⭐⭐⭐⭐
”Jeg skulle have banket flere kobbersøm i Kalmarunionens hus”
I sin kamp for at styrke Kalmarunionen er Dronning Margrete 1. med skib på vej mod Slesvig-Holsten i 1412, men bliver undervejs smittet med pest i Flensborg, og udånder på skibet, mens hun tænker på sit livsprojekt.
Sådan kunne historien om den markante dronning være overstået allerede, men NordicOperas kunstneriske leder Merete Sveistrup ville det anderledes, og med den fænomenale komponist Josefine Opsahls dramatiske toner, samt forfatter Merete Pryds Helles omfattende libretto, blev kammeroperaen DRØMMEDØDEN skabt i et dansk/svensk samarbejde med instruktøren Michaela Granit ved roret.
Det dansk/svenske firkløver har med DRØMMEDØDEN skabt en intens musikdramatisk fortælling, med Margrete 1. som udgangspunkt og protagonist i en verden fuld af misogyni, og en kongerække af begivenheder i det 15. og 16. århundrede, der som sammenkædede akter vises i de drømmesyn som den døende dronning har på skibet.
Det står hurtigt klart at Merete Pryds Helles tekst helst vil rumme hele historien, og de mange flotte nedslag – som hver især er visuelt smukt iscenesat med dans, masker og kostumer – kan tage pusten fra enhver hvis man ikke har fulgt med i skolen, så producenten har klogeligt udfærdiget en handlings udredning som udleveres før start. Som sagt et klogt træk, men forestillingen kunne også med fordel have skåret i den omfangsrige tekst, der i statur er tættere på et skuespil end en operalibretto.
Det er Elsebeth Dreisig der spiller Margrete 1., og med Sebastian Durán, Francine Vis og Steffen Bruun der alle synger flere partier, er både sange og tale storartet dækket ind, i hvad jeg vil betegne som et musikdramatisk renæssancedrama i intense rammer. Josefine Opsahls dramatiske komposition svulmer af dystre cellotoner og tungtvejende slagtøjs elementer der spiller op imod strygerne, og med Opsahl selv på scenen, i stort samspil med Erik Danciu på violin, Erik Brodin Higgins på bas, samt en forrygende Ying-Hsueh Chen på slagtøj, er DRØMMEDØDEN som et uudtømmeligt bæger af sød og krydret mjød.
DRØMMEDØDEN spiller i Skuespilhuset i K:Selekt regi ml d. 19. maj og d. 5. juni 2022.
Foto: Jacob Stage