DET STORE MONEY GIVEAWAY-SHOW // Mega Rich Company, i regi af Toaster på Husets Teater

We make money not art.

Det er som om nettet strammes – der er virkelig kommet en bølge af boss ladies i dansk scenekunst, der ikke blot bidrager med værker der løfter niveauet, og sætter nye navne på plakaten, de insisterer også på at give langfingeren til traditionalisterne og fordums stjerner, og ingen førhen nok så berømmede kunstnere kan føle sig sikre længere. Move over Honey, Mama is moving in.

Nu kunne det måske så være på sin plads at nævne navnene på alle disse stolte Valkyrier, men nærværende artikel er ikke et hyldestskrift. Det er blot et lille hint om den fremtid vi kigger ind i, og ikke mindst en quick’n’dirty reportage slash anmeldelse fra Toasters nyeste rap over nallerne, Sigrid Johannesen og Ida Grarups Mega Rich Company, og deres DET STORE MONEY GIVEAWAY-SHOW.

Ud af det blå opstod virksomheden, der ifølge dem selv finansieres af skatteborgerne, og det er Mega Rich Companys erklærede mål at blive Europas førende krisehåndteringsvirksomhed. Og i en krisetid hvor folket fattes penge, lægger Sigrid Johannesen og Ida Grarup ud med at dele 25.000 kr i kontanter ud til tilfældige borgere – de skal blot lige blive enige om, hvordan pengene skal fordeles blandt dem.

Uret tæller ned, mens alle lytter andægtigt til den økonomiske ekspert.

30 mere eller mindre afblankede borgere havde tilmeldt sig det gratis event DET STORE MONEY GIVEAWAY-SHOW i Husets Teaters foyer, alle håbefulde, nogle måske mere mistroiske end andre, men alle spændte på om det virkeligt kunne passe. Ville Toaster og Mega Rich Company virkelig bare dele 25.000 kr ud til tilfældige borgere?

Og ja, en kæmpe glaskrukke med pengesedler stod klar, og aftenens sprechstallmeister – skuespilleren Lasse Steen Jensen – tog venligt imod de håbefulde gæster, der straks, i Mega Rich Companys ånd, fik stukket et glas Champagne i hånden. Kontanterne var så godt som allerede nede i min lomme.

Der var bare lige det med reglerne – og uret.

For ikke bare var der et stort ur der nådesløst tikkede ned – alle pengene ville gå tilbage til firmaet, hvis deltagerne ikke kunne finde ud af at fordele dem på 90 minutter – et regelsæt med fem nagelfaste regler blev også præsenteret af vores karismatiske vært. En vært der flinkt smilede sit tandpastasmil gennem sin slet skjulte utilfredshed over sin ringe løn, mens tilfældige mennesker rendte af med en formue for næsen af ham. Hvor urimelig er verden ikke lige?

Og ikke mindst fik publikum i den skiftevis dystre, skiftevis ekstatiske foyer, gode råd og formaninger med fra en økonomisk ekspert – Hakon Mosbech fra det digitale medie Zetland. For ud fra hvilken præmis skulle man mon fordele pengene – skulle man følge en kapitalistisk eller socialistisk tankegang? Skulle man følge måden som dagens Danmark fungerer på pt – at kvinder generelt får 18% mindre end mænd? Eller er det vigtigere at kigge på om folk lever som par, og derfor ikke fortjener ekstra skejser? Og hvad med de studerende – har de overhovedet fortjent noget?

Uret tikkede, folk begyndte så småt at svede på overlæben, og korte sætninger blev hvæset på tværs af bordene. For hele denne udstilling af 30 (frivillige) borgere, der sad og smilede høfligt mens de kun var ude på at score de 25.000 i kontanter, var en performance på linje med William Goldings Fluernes Herre. Det var alles kamp mod alle.

Og netop denne følelse hos publikum, denne indrømmelse af grådighed over empati, denne helt naturlige – men til enhver tid benægtede – tankestrøm hos de forsamlede borgere i Husets Teaters foyer, gør Sigrid Johannesen og Ida Grarups Mega Rich Company og DET STORE MONEY GIVEAWAY-SHOW til en lille genialitet. En hurtig en af slagsen. En performance på frierfødder. For nok var der nogen der blev lidt rigere, og nogen der trak nitter, men alle fik en tur med krabasken af to manipulatoriske bossladies de ikke glemmer foreløbigt.

Tak til Toaster

Coverfoto: Luna Stage

Stemningsfoto fra foyeren: Sceneblog

SE MERE HER FRA TOASTER