⭐⭐⭐⭐⭐
”Både ballet og opera, og helst lige meget i mol og dur”
Sådan beskriver den konkurstruede teaterdirektør Zeta de urimelige krav fra kulturministeriet, når han river sig i sin strittende grå manke, og klager sin nød til alle der vil høre. Men kontrollanten Nielsen, djøf’eren over dem alle, holder ham i kort snor, og noterer sig hvert lille ureglementerede krumspring Zeta laver i sin heroiske, men knap så regelrette kamp for teatrets økonomi.
Det kunne lyde som noget vi kender fra kulturens verden anno 2021, og det er da også to ud af mange letgenkendelige nutidskarakterer på scenen, i Kasper Holten og Adam Prices opsætning af operetten DEN GLADE ENKE 2.0. Her er det ikke længere tale om en dansevenlig operette i ambassadekredse i 1900-tallet, men i stedet en satirisk hudfletning af hele parnasset i en nutidig kulturverden.
Fortællingen om enken der eftertragtes af alle for sin rigdom, men helst bare vil have kærlighed, virker mindst lige så godt i 2021 som i 1905, hvor østrigske Franz Lehár skrev den romantiske klassiker. Men i Holten og Prices 2.0 version, er historien som sagt henlagt til en nutidig kulturverden, hvor alle, lige fra teaterchefen og filminstruktøren, til galleristen og anmelderen, kæmper om kulturstøtte i form af donationer fra svineproducent-enken Hanna Glawari.
DEN GLADE ENKE 2.0 folder sig lystigt ud i Steffen Aarfings helstøbte kuglescenografi, der indledningsvis blot indtager scenen som forvokset diskokugle, men som åbner sig i løbet af forestillingen, og åbenbarer etage efter etage, hvor både festsale, kontorer og ikke mindst en svinefabrik får plads. Og plads skal der til i denne kæmpeproduktion, hvor hver af de mange karakterer får plads i operetten, der med sit satiriske tekstunivers sender stikpiller til ud til hele kulturbranchen.
Morten Staugaard er perfekt som den ophidsede teaterdirektør Zeta, og med Lise Baastrup som djøf’eren Nielsen får han kam til sit strittende hår. De to er sammen inkarnationen på en teaterledelse år 2021, og Holten og Price lægger ikke fingrene imellem i deres selvkritiske portræt af branchen.
Det er Palle Knudsen der synger Danilo, teatrets tidligere stjerne, der i sin søgen efter berømmelse deltager i Reality-TV-showet Gift ved første knald, men stadig elsker Hanna som han huskede hende fra før hun blev rig. Men rig eller ej, så blev enken Hanna Glawari til premieren sunget af en formidabel Gisela Stille i hopla, og jeg er overbevist om at den alternerende sopran Sine Bundgaard vil synge partiet med samme lystighed, for i Kasper Holtens iscenesættelse er enken fuld af lune og spilopper, som den frivole danserinde hun var før hun giftede sig til penge.
På Operaens store scene bliver Aarfings diskokugle sekunderet af projektioner på siderne, hvor vi kan følge både anmelderen Ken Skades sidste nye kommentarer, samt Zetas konstant selvpromoverende opslag på de sociale medier. Det er ikke blot flot at skue, men også en elegant måde at tekste begivenhederne på, så hele salen kan følge med i handlingen med de mange pointer.
I DEN GLADE ENKE 2.0 byder Holten og Price på en overflod af rap over selvfedmens naller, mens Lehárs udødelige toner lever videre i sikre hænder hos et suverænt cast af sangere.
Foto: Camilla Winther