CLARA – GENKENDT // Musikdramatisk monolog, Copenhagen Contemporary

⭐⭐⭐⭐

Intelligent, og fuld af sjæl

Skuespiller Katrin Weisser har intensiveret sit arbejde med portrætter af store kvindelige kunstnere, og tager med CLARA – GENKENDT et stort skridt indenfor den musikdramatiske genre, hvor hun gennem sit portræt smelter sammen med musikken.

Intelligent, og fuld af sjæl er tyvstjålet fra forestillingen, og er ord der i 1800-tallet blev brugt om komponisten Clara Schumanns musik, men de passer perfekt til den præstation som Katrin Weisser og trioen Søren Rastogi på klaver, Janne Fredens på violin, og Christina Enevold på Cello, præsenterede os for i Copenhagen Contemporarys smukke sal.

Clara Schumann levede sit liv med både ægtemanden Robert Schumann, samt husvennen Johannes Brahms, og på trods af Weissers dybe respekt for Claras kunst, så er portrættet på scenen et mere personligt billede af kvinden Clara, der med den 14 år yngre Brahms i huset fik en kilde til inspiration, som ikke havde været muligt i ægteskabet med den poetiske, men nervesvækkede Robert Schumann.

Med musikerne i sort og Katrin Weisser i farvestrålende silke, fastholdes fortællingen om Claras mod på livet og dualiteten i kunstnerens liv, men som forestillingen tager til, går Katrin Weisser længere og længere ind i musikken, og understreger den altoverskyggende betydning som tonerne har i Claras liv.

Hure! Du verdammte Schlampe

Katrin Weisser læser pænt og nydeligt op af historien om Clara Schumann, men bliver til den passionerede Clara når situationer og følelser skal beskrives, og med utilsløret indignation og vrede – samt adskillige kraftudtryk – flyder Weisser over i sit modersmål når situationen kræver det, og vi skal mærke hvilken kraft og indestængte følelser Clara Schumann besad.

Hvor ægtemanden skrev sine klaverstykker og symfonier som Forårssymfonien og Davidsbündlertänze på mere traditionel vis, besøgte Brahms de rå havnekvarterer med ludere og lommetyve, og for den unge Clara var det naturligvis en ny og farligt tiltrækkende verden der åbnede sig med Brahms i huset.

Nun will ich mit Hexen tanzen

Det er manuskriptforfatteren Mette Borg der også er instruktør på CLARA – GENKENDT, og det er tydeligt at Borg i sin instruktion har ønsket at Weisser skal interagere med musikken og skrue op for følelserne, hvilket klæder den dansk/tyske skuespiller.

CLARA – GENKENDT er et fint og passioneret portræt af komponisten Clara Schumann, hvor både Schumanns og Brahms’ toner understreger alvoren, mens Katrin Weisser for alvor slipper tøjlerne.

Foto: Birgit Tengberg

SE MERE HER