⭐⭐⭐⭐
Schmitz, du må ikke schmatzke! Christian Tafdrup sætter Aarhus i brand med satiren i forreste geled.
Christian Tafdrup har altid elsket ting der ikke kan lade sig gøre, og nu hvor han på Aarhus Teater debuterer som sceneinstruktør, afslører han også sin sans for absurd teater. Max Frischs grovsatiriske forestilling BIEDERMANN OG BRANDSTIFTERNE er på alle planer absurd, og i Aarhus er det da også et kor bestående af borgere i cottoncoats, der afløser brandbilernes hylende sirener i åbningsscenen.
Det er Aarhus Teaters Kor med recitativer komponeret af Sune ”Køter” Kølster der følger os hele forestillingen igennem, og overvåger, beretter og forklarer. For som de selv siger: Et kor ser jo alting på afstand. Og korets talesang er en gave til forestillingen, recitativerne fremsiges både med melodisk overblik, og med snert hvor det behøves.
Selve historien kan fortælles meget enkelt; Den godtroende bedsteborger Biedermann vælger altid de nemmeste løsninger, og selvom byen er hærget af påsatte brande, lader han da også et par storsmiskende vagabonder bo på sit loft, vel vidende at vagabonden Schmitz og hans kumpaner både samler på benzin i store dunke, tændsatser, og andet brændbart materiale. Og når de til sidst beder om tændstikker, så giver han dem til dem, for; ”hvis de virkelig var brandstiftere, så ville de jo nok selv have tændstikker, ikke?”
Da Max Frisch skrev stykket i 1958 stilledes spørgsmålet; Wer ist Biedermann, wer sind die Brandstifter? Spørgsmålet er i 2018 lige så relevant, og alle sider af det politiske spektrum vil give deres eget svar.
Men på Aarhus Teater giver Tafdrup ingen svar. Han dyrker det absurde, og han bygger historien op med sin personinstruktion, så vi både græder og griner med den latterlige Biedermann, spillet fremragende af Nikolaj Kopernikus, de ”små” roller, som alle er rigtig fint besat i dette politiske drama, samt den centrale djævel i stykket; den nærmest gollum-smiskende Herr Schmitz, brandstifteren på loftet, som spilles med altoverskyggende autoritet og grusomhed af Morten Suurballe.
Forestillingens scenografi er skabt af husscenografen David Gehrt, der har valgt en ukompliceret, men yderst brændbar dukkehus-løsning, hvor tilskuerne følger med i Biedermanns liv på alle etager, med koret gående omkring huset som nysgerrige borgere i byen. Det virker.
Alt i alt er BIEDERMANN OG BRANDSTIFTERNE på Aarhus Teater blevet en yderst vellykket forestilling, hvor samspillet mellem Nikolaj Kopernikus og Morten Suurballe står i front, og hvor Christian Tafdrup formår at omsætte sine filmiske evner til scenen på bedste vis.
Foto: Emilia Therese