⭐⭐⭐⭐⭐
Fri os fra det onde.
En absolut forrygende Nanna Rossen fejer benene væk under et tryllebundet publikum i WICKED, Fredericia Musicalteaters nyeste succes musical.
Indrømmet – jeg er åbenbart en af de få der ikke kendte til Stephen Schwartz og Winnie Holzmans Tony Award-vindende Broadway musical Wicked, så da jeg læste om handlingen i Fredericia Musicalteaters forestilling, troede jeg det var for børn. En simpel fortælling om pigen med det anderledes udseende der bliver udskammet – og så endda krydret med magi og troldmænd – det kunne da ikke være andet end for børn. Men jeg tog så grueligt fejl, for WICKED er i al sin vælde en både flot og forrygende fortælling, der rammer lige ned i al den dårlige samvittighed som voksne går og gemmer på. Ikke som moralsk fingerpegning, ikke udskamning af publikum i salen, blot en venlig reminder om at bare fordi man ser anderledes ud, f.eks. at ens hud er grøn, er man ikke automatisk den ondeste i lokalet.
Det er Nanna Rossen der er den grønne Elphaba, og som sagt er hun absolut forrygende – både i sang og performance på scenen. Den glød som ulmer i Rossen, spreder sig som varme når hun med store øjne kommer sit publikum i møde, men rister samme publikum når hun svinger pisken og fortæller om forræderi og hævn. Nanna Rossen ER simpelthen Elphaba med hud og hår.
Overfor den grønne Elphaba står den blonde, selvsikre og arrogante Glinda, og ved premieren var det den skønne Johanne Milland der sang som en drøm – en drøm der dog i fortællingen af og til blev til et mareridt. For Glinda er født og opdraget i troen om sig selv som guds gave til menneskeheden, og da hun samtidig har alt hvad man forventer af en klassisk skønhed, står hun som en diametral modsætning til den usikre Elphaba med den grønne hud. Og det er i den modsætning at historien i WICKED trives og vokser, for spørgsmålet om hvem der er ond, og hvem der er god, gennemsyrer hele forestillingen.
Historien i WICKED handler i bund og grund om venskabet mellem den blonde Glinda, født til et liv i lyset, og den grønne Elphaba, født og opdraget til et liv i skyggen. Venskabet mellem de to modpoler fortæller historien om hvordan deres ophav præger deres tilgang til livet, deres kærlighed til den samme mand, samt ikke mindst, deres meget forskellige reaktioner i.f.t. Troldmandens rådne regering og dermed Elphabas fald. Så WICKED er altså ikke bare en fortælling om det gode versus det onde, det er snarere fortællingen om hvordan livets faktorer påvirker hvem vi bliver, og hvordan vi lever vores liv. Og om hvordan man kan blive behandlet så dårligt, at man virkelig kan få lyst til at blive wicked – ond.
Thomas Agerholms flotte iscenesættelse handler ikke kun om at fylde scenograf Benjamin la Cours overdrevent lækkertgrønne univers, det handler også rigtig meget om, hvordan magien bliver smuglet ind ad bagdøren hvor man mindst venter det. Benjamin la Cours grønne art deco glasmosaik er rammerne for hele universet i WICKED, men det er den elegante videoprojicering der tager os længere ind i meningen med den enkelte scene, og når Agerholms magi så fylder kubikmeterne med spil, sang og dans, så er det at WICKED universet rammer sit publikum som en heks på sin kost – hurtigt og overraskende, med gys og frydefulde hvin.
Fredericia Musicalteaters WICKED spiller fra d. 18/9 – 17/11 I Fredericia, kun afbrudt af d. 11.-18/10, hvor den spiller i Tivolis Koncertsal i København.
Foto: Emilia Therese