Anmeldelse: TICK, TICK… BOOM! // Hippodromen, Malmö Stadsteater

⭐⭐⭐⭐

Kæmpe energiudladning i iscenesat rockmonolog på Hippodromen. Jonathan Larsons TICK, TICK… BOOM! tager dig med til 90’ernes New York.

Jonathan Larson styrter rundt blandt publikum med en håndskrevet sætliste før vi går i gang, for komponisten vil gøre alt for at sikre at hans musikforestilling bliver en succes. Og han har travlt – for uret tikker, og Jon fylder snart 30 – og han er stadig ikke slået igennem som dramatiker i New York.

TICK, TICK… BOOM! er en selvbiografisk forestilling af den amerikanske komponist og librettist Jonathan Larson, der i 1996 som 35-årig døde af en sprængt kranspulsåre i New York, byen hvor drømme fødes og udleves, eller dør en stille død. Jonathan Larson døde kort før sin største succes, musicalen RENT, fik premiere, og hans selvbiografiske rockmonolog TICK, TICK… BOOM! blev skrevet fem år før. Men først da dramatikeren David Auburn, efter Larsons død,  omskrev monologen til en musical, fik Larsons ord premiere off-Broadway i 2001 – og nu på Malmö Stadsteaters Hippodromen, med Sara Cronberg som instruktør.

TICK, TICK… BOOM! er således både en monolog og en musikforestilling, og selv om rockmusikken leveres suverænt af de fire musikere på scenen (Oscar Johansson på piano, Daisy Delén på bas, Markus Nilsson på trommer og Tobias Ekquist på guitar), er det også mere end en teaterkoncert. For historien der fortælles er sammenhængende på alle planer, og forestillingen kan derfor i princippet godt kaldes en musical, et udtryk som Malmö Stadsteater da også bruger. Men TICK, TICK… BOOM! er for mig ikke en musical, det er en personlig beretning og et musikalsk testamente der fortjener sin egen kategori – og der passer Jonathan Larsons oprindelige betegnelse bedst. TICK, TICK… BOOM! er en hæsblæsende højoktan rockmonolog.

Det er Alex Jubell der spiller Jon, den følsomme kunstner der hele tiden hører uret tikke, og kun venter på eksplosionen – og Jubell bærer karakteren med en energisk troværdighed, der balancerer fint mellem ungdommens utålmodighed og kunstnerens kompromisløshed. Mercedesz Csampai er Jons kæreste, en danser der lige som Jon må leve af små restaurantjobs, og Erik Espinoza er Jons bedste ven Michael, der allerede har indset at han ikke kommer til at slå igennem som skuespiller, og derfor nu arbejder med marketing – et valg der betyder at han som den eneste af de tre har både hus og BMW på plads.

Alle tre skuespillere taler i Sara Cronbergs instruktion direkte til salen i passagerne mellem sangene, men omvendt er de også herligt bevidste om den rockmusik der omgiver dem, og hjælper plottet på vej. Der er ikke et moment, hvor bassist Daisy Deléns tunge riffs ikke kan aflæses i små rytmiske bevægelser hos skuespillerne, der i det hele taget ser ud til at stornyde setuppet, med den konstante rock der viser vejen og understreger følelserne i Larson & Auburns manuskript.

Tag et smut med Øresundståget til Malmø og nyd en rockmonolog på Hippodromen, men pas på – det er svært at sidde stille.

Malmö Stadsteaters TICK, TICK… BOOM! spiller på Hippodromen d. 23/2 – 23/3 2024.

Foto: Emmalisa Pauly

SE MERE HER