⭐⭐⭐⭐
Identiteten Vagina Dentata synger lyde og ord der i al sin uforståelighed drager, og med sit melodiske gentagelsesunivers pirrer Iza Mortag Freunds alias sit publikum til en grad, så man river sig i håret af magtesløshed.
Lydværket MOUNTAIN SISTER er et provokerende opgør med normer, aftaler og kontrakten mellem kunstner og publikum. Det er fuldt forståeligt at kunstnerisk leder James Black har inviteret artisten med på KLANG Festival 2024, året hvor musikfestivalen officielt går fra at være Avantgarde til at være Eksperimentel, for hvis der er nogen der må betegnes som eksperimentel helt ind i sjælen, så er det kunstneren Iza Mortag Freund.
I alle år siden hun dimitterede som skuespiller fra Den Danske Scenekunst Skole i Aarhus, har Iza Mortag Freund rejst, afprøvet, reageret og eksperimenteret i sit kunstneriske virke. Enten som sig selv, eller som sit kunstneriske alias Vagina Dentata. Og hvad enten det har været som skuespiller på en etableret teaterscene, som levende VR-orakel i en virtuel verden eller som sanger i en undergrunds natklub, har hun eksperimenteret til hun fandt det perfekte udtryk, den perfekte tone, den perfekte reaktion hos sit publikum. For så at starte forfra med at eksperimentere.
Queen of theremin.
Iza Mortag Freund er i lydværket MOUNTAIN SISTER endnu en gang sublim på sit foretrukne instrument, det elektroniske musikinstrument Thereminen, hvor hun mestrer det æteriske toneunivers som var det hendes eget hjerteslag. Man hører af og til musikere bruge deres theremin som ren effekt i en gyser eller lignende, men i MOUNTAIN SISTER kan man høre hvorfor kunstneren bruger instrumentet så ofte, for ikke alene passer elektrodernes toner perfekt til artistens stemmeleje, Iza Mortag Freund formår også at integrere sine bevægelser i fortællingen om kvinden på det forblæste bjerg.
Men det er ikke kun i den hidsige styring af thereminens bølger man fornemmer fortællingens drama, for i hele første akt står artisten i midten blandt de lettere urolige festivalgængere, der har fået at vide de skal danne en cirkel om hende. Som publikummer fornemmer man intensiteten, som ikke bare dannes p.g.a. den blæst der suser ud af højtalerne, men også gennem artistens voldsomme dans og bevægelser på gulvet.
Det er som at høre chants fra urmennesket når Iza Mortag Freunds mørke stemme breder sig i Musikhuset Københavns smukke gamle sal, og efter hendes fortættede dans er det som en lindrende medicin at høre thereminens toner – desuagtet at både det visuelle og det auditive indtryk nærmer sig en troldkvindeagtig karakter.
Vagina Dentata synger ikke forgæves.
MOUNTAIN SISTER opførtes i Musikhuset København under KLANG Festival d. 13/6 2024.
Foto: Alexander Banck-Petersen