Anmeldelse: FINGEREN PÅ PØLSEN // Ørkenens Sønner, Teltet på Bakken

⭐⭐⭐⭐

Paris koger, der er oprør i befolkningen, og det er ét stort blødbad. Niels Olsens stolte musketér med fransk accent og pikant hofteholder sætter fingeren på pølsen – undskyld – pulsen, for nu er gode råd dyre. Tres Dyre! De kendte logebrødre fra sangerlogen Ørkenens Sønner kaster sig uden frygt ud i den franske revolution, eller i hvert fald kaster de sig ud i Paris’ fristelser og historie, ganske uden respekt for hverken fakta eller historieskrivningens ædle kunst. Ørkenens Sønner kan selv. Det har de kunnet i 30 år – og det kan de stadig.

Sammen med Niels Olsen er Henrik Koefoed, Søren Pilmark og Asger Reher noget helt for sig selv. For den gennemmusikalske kvartet kan ikke bare synge bukserne af hinanden, deres platte onkelhumor er så gennemført, at vi 600 festklædte gæster i det store telt på Bakken gladeligt sidder med vores omvendte kagedåser på hovedet, og skråler med på Ørkenens Sønners loge kald: Fisse Fisse Fez Fez!

Ikke at logen har glemt at vi er i det herrens år 2023, for logens ubestridte leder Khamel Ull-Zuut er i Niels Olsens klassiske rolle uhyre bevidst om samfundsomvæltningerne udenfor teltet, og har derfor kreeret sit eget ligestillingssvar, en ode til pikken – hans egen altså – med det svingende omkvæd: Jeg ta’r min pik ud af dig.

For dem der ikke kender Ørkenens Sønner, giver de øverste to afsnit meget godt billedet af hvilken form for humor som de fire herrer dyrker, og i øvrigt har gjort i de sidste 30 år. Og man må sige de holder fast, uanset samfundets udvikling, med onkelhumor fra den øverste skuffe. Eller nederste om man vil. Men Ørkenens Sønner er også en helt eminent dygtig sangerkvartet, og selv om der ikke er nogen af de fire der er blevet yngre med årene, så er Niels Olsen, Henrik Koefoed, Søren Pilmark og Asger Rehers harmonier stadig i en klasse for sig.

Den suverænt mest klassiske scene i showet er når logen træder sammen, og d’herrer står iført logens ulastelige smokings med skærf, samt naturligvis Ørkenens Sønners ultimative brand – den røde Fez på hovedet. Her er det ikke bare genkendelsens glæde der ruller hen over publikum, det lyser også ud af de fire entertainere, at netop de scener er både klimaks og tilfredsstillelse i et. Her får de fire skuespillere rullet alle evner ud i en disciplineret præstation, der med både humor og harmonier viser hvorfor Ørkenens Sønner i 30 år har fyldt sale over hele landet. Og stadig gør det i 2023.

Showet FINGEREN PÅ PØLSEN indeholder både nye scener fra tegneserieuniverset omkring Asterix & Obelix, samt et hæsblæsende tryllekunstnershow, men det er stadig de klassiske scener med publikumsfavoritter som Asger Rehers barrøvede Otto Fjærtoman, der trækker de største bifald. Og når det Morten Korch’ske drama med kampen om Gyllegården denne gang udspiller sig på toppen af Eiffeltårnet, med Henrik Koefoeds uskyldsrene Dorte, Søren Pilmarks snu Grethe, Niels Olsens slibrige Didrik og en nyankommen arving til Gyllegården, Asger Rehers Günther, så er der ikke et øje tørt.

Og når kvartetten så topper showet med en harmoni i mol – om mænd og deres prostata – så kan man vist kun lette på sin Fez for de fire flotte fyre.

Ørkenens Sønners show FINGEREN PÅ PØLSEN spiller i Teltet på Bakken d. 3/11 – 16/12, og går efter jul på turne i det ganske land.

Foto: Søren Kuhn

SE MERE HER