⭐⭐⭐⭐⭐
Sommer, gamle ven.
Fredericia Musical Teater er ikke bange for at pille ved kronjuvelerne, for komedien CHARLES TANTE har længe været blandt Danmarks folkekæreste kulturminder. Men nu – som musical i Fredericia – får CHARLES TANTE nyt liv, og med en fremragende Lars Mølsted i den altafgørende rolle som grev Ditlev, der for at redde sine venner klæder sig ud som Charles tante, Donna Lucia, er succesen fuldbyrdet i Fredericia. Arven fra Dirch Passer & co. er givet videre, og næste generation har taget over.
CHARLES TANTE er gedigent instrueret af Mads M. Nielsen, og det er firkløveret Mads Æbeløe Nielsen, Nikolaj Tarp, Claus Reenberg og Rob Hartmann der har kreeret musicalen, baseret på Arvid Mullers gamle manuskript til filmen. Og ud over at alle de kvindelige karakterer klædeligt nok har fået en betydeligt mere markant profil, så er musikken og de glade tekster det hele værd.
Historien i CHARLES TANTE er egentlig en ret simpel forvekslings historie om kærlighed og gamle dyder, der med et hav af klassiske karakterer giver alle mulighed for at finde sig selv i persongalleriet, for til sidst – efter at have grint så tårerne triller – at sidde tilbage med den gode følelse af at alt nok skal gå her i verden, for de får jo hinanden til sidst. Kærligheden sejrer altid.
Instruktør Mads M. Nielsen har ud over replikker og plot ladet sambaen fylde dejligt meget i forestillingen, og det store sambanummer er helt i top, i og med at koreograf Ernestine Ruiz forstår at sidestille sambaens sensualitet med humoren i forestillingen. Et topmatch.
Ud over Lars Mølsted i titelrollen, og de underskønne Magnus Bruno og Mikkel Emil Lynge Nielsen som vennerne Charles og Peter, er forestillingen solidt besat på alle roller, og specielt Kim Brandt som den gamle tjener Olufsen bliver jeg nødt til at nævne. Om det er samba eller vals, om han er underdanig eller fiffig, så spiller Kim Brandts underspillede tjener en karakter der ikke er til at komme udenom i CHARLES TANTE. Den gamle overtjener er ikke bare charmerende – han er ødselt humoristisk.
Griseører i vin skal man ikke sige nej til.
Jonas Vestergaard har til CHARLES TANTE skabt en solid scenografi i flere betydninger – irgrøn jugendstil dominerer rammerne, der som jerngitre og låger mest minder om den parisiske metro – og gyldent plys, både på tapeter og møblement, piftes op af projektioner på bagvæggen, med natur, byer, stemninger og forbipasserende landskaber når toget kører. Og sammen med Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holms tidstypiske kostumer, så fyldes Fredericia Musical Teaters sal med præcis den rigtige dosering af nostalgi – en følelse der ikke er til at komme udenom i den gamle komedie.
CHARLES TANTE spiller på Fredericia Musical Teater d. 15/9 – 8/10 2023.
Foto: Søren Malmose