ÅBNINGSPROGRAM TIL EKSAMEN // Det Kunstneriske Råd, Musikdramatisk Scene på Teater Sort/Hvid

⭐⭐⭐⭐⭐

Alle vesirer, moguler, herskerinder eller monarker der har haft magten gennem historien, har nedsat rådgivende udvalg eller kommissioner, der med vise råd skulle vise vejen for det pågældende styre. Således blev Det Kunstneriske Råd også nedsat på Teater Sort/Hvid for at se ind i fremtiden, da Christian Lollikes teater blev udvalgt af Statens Kunstfond som scene for musikdramatisk udvikling.

Til at udforske krydsfeltet mellem musik og scenekunst har vi engageret et kunstnerisk råd, der sammen med Sort/Hvid og et mangefold af kunstnere vil se ind i fremtiden for musikdramatik

Det var ordene da Sort/Hvid lagde fra land, og så var alles øjne ellers rettet mod rådet, der består af komponist Louise Alenius, operainstruktør Johan Klint Sandberg, scenograf Franciska Zahle og dramaturg Tine Voss Ilum. Og første opgave var klar: sammensæt et ambitiøst åbningsprogram, der gennem hybridværker i krydsfeltet mellem musik og scenekunst, afspejler hvad den nye musikdramatiske scene på Sort/Hvid kan og vil i 2021-24.

Og har de så løst opgaven?

Sceneblog valgte fra start af ikke at uddele stjerner til værkerne enkeltvis, men i stedet lade de syv små værker – der blev udvalgt via et open call med mere end 200 ansøgninger – indgå i en samlet vurdering af hele åbningsprogrammet, hvilket så hermed gøres. Og lad os lægge ud med det første, og efter min mening vigtigste spørgsmål; har Det Kunstneriske Råd haft det fornødne mod til at eksperimentere?

Og svaret må være JA, i og med at rådet samlet set ikke spillede på det sikre, men lod kunstnerne arbejde videre med projekterne, så rådet reelt ikke vidste hvad de ville ende med. Rent faktisk endte #2 i rækken, STRONG ENOUGH, med at udgå af programmet, da kunstnerne midt i processen mente deres performance passede bedre til et barmiljø, og produktionen derfor rykkede fra Sort/Hvid til et brunt værtshus på Nørrebro. Undertegnede missede i den sammenhæng muligheden for at opleve værket, men blot det at Det Kunstneriske Råd lagde suveræniteten i hænderne på instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespillerne Mette Gregersen og Anna-Sofie Fredslund, viser at rådet lever op til det første og ufravigelige krav; modet til at eksperimentere og sætte kunsten fri.

Det andet er, hvorvidt de lever op til Sort/Hvids eget krav om at arbejde i krydsfeltet mellem musik og scenekunst. I princippet det letteste at opfylde, da der efterhånden er mange kunstnere der arbejder med hybrider, og grådigt griber ud efter andre kunstarter end deres egen i produktioner af interdisciplinær og interaktiv art. Men forvalter rådet sin kuraterende magt tilfredsstillende?

Også her må svaret være JA, da åbningsprogrammet ikke bare var en parade af højkvalitets værker, men en helhed der bredte sig ud over sfæren af musikdramatisk kunnen, med alt fra audiowalks og interaktive performances, til digitale bud på tonestyring og AI-skabte sange, alt sammen med en stålsat vilje til at udfordre og forny den musikdramatiske genre.

Så alt i alt et flot og bestemt godkendt åbningsprogram af Det Kunstneriske Råd, og dermed fem flotte stjerner til Louise Alenius, Johan Klint Sandberg, Franciska Zahle og Tine Voss Ilum. Ballet er åbnet!

Tegningen af direktøren og Det Kunstneriske Råd er af den fremsynede Nicolai Abildgaard (1743-1809), og hænger på SMK

SE MERE HER FRA MUSIKDRAMATISK SCENE PÅ SORT/HVID

PS – hvis du vil se mere af de små værker som blev oplevet og anmeldt her på Sceneblog, kan de findes ved at skrive åbningsprogrammet i søgefeltet, øverst til højre her på siden.