⭐⭐⭐⭐
” We are watching you.”
Et kæmpe båndmix af 80’er hits brager ud igennem højtalerne, og de hvidklædte medlemmer af Gob Squad har den helt rigtige alder til at kunne huske musikken. De glade dansende har endda trukket hver sit tidstypiske musikmedie ned over hovedet, så der er både en Ghettoblaster, et båndmix og en walkman på scenen.
Men hov – må man sige walkman? Er det ikke sexistisk? Jeg må hellere kalde det en walkwoman tænker Bastian Trost, og hermed er den første ændring af historien allerede i gang. Og en Ghettoblaster? Er det ikke et fuldstændigt uacceptabelt og nedgørende navn? Det tysk/britiske kunstnerkollektiv Gob Squad har sat sig for at undersøge hvordan vi er blevet præget gennem firsernes musikvideoer, og hvilke skjulte beskeder og påvirkninger der egentlig lå bag al den glamour som ungdommen blev udsat for.
” We need to go back, to go forward.”
Midt i firsertonerne på Teater Sort/Hvid dukker Beethovens 9. symfonis Freude Schöner Götterfunken pludselig op, det futuristiske setup på scenen begynder at virke mere truende, og en eye in the sky figur toner frem på storskærmen bag de før så glade næsten-unge skuespillere. We are watching you siger hun, men tilføjer – på den gode måde.
Alle der var unge i firserne og dermed en del af No Future generationen, vil nikke genkendende til de mange referencer og ikoniske remedier som Gob Squad medlemmerne finder frem, når de går tilbage i tiden. Og alle der har sluttet sig til verden senere, kan med fordel lytte med når fortiden bliver endevendt.
Med simple værktøjer på scenen som persienner, neonfarvede sci-fi markeringer på gulvet, og hvert sit kamera der tager dem tilbage til deres ungdomsværelser, kommer vi med på en tidsrejse der ikke blot hylder tiden hvor den kommercielle pop herskede, men piller minderne fra hinanden for at afsløre hvilke budskaber der måske lå skjult i de glade firsere, og ikke mindst – om vi mon kan reprogrammere vores historie. For hvem vil ikke gerne kunne rette op på fortidens synder?
Gob Squads 1984 – BACK TO NO FUTURE rister 80’erne over en sagte ild, og forsøger på at forstå hvorfor.
Foto: Dorothea Tuch