⭐⭐⭐⭐⭐
”Ingen hører hvad hunden hvisker”
Kvinder bliver slået ihjel på mange måder i de 1001 nats fortællinger på Republique, og der bliver ikke holdt tilbage på hverken vold, hor eller drifter i de ellers så opbyggelige historier, som Shahrazād med livet som indsats fortæller kong Shahriyar.
Tusind og en nat er en rammefortælling om kong Shahriyar, der er blevet svigtet af sin første kone, og derfor sværger han fremover vil slå alle sine koner ihjel efter den første nat. Og nu skal han giftes med vesirens datter Shahrazād. Vesirens datter har dog en plan, for hun får lov til at fortælle en historie før hun skal henrettes ved daggry, og da solen står op, er historien ikke færdig, så Shahrazād får lov til at leve en dag mere for at kongen kan høre historien til ende. Sådan fortsætter det i 1001 nætter, og til sidst er kongen blevet så forelsket i Shahrazād, at hun får lov til at leve.
Caspar Crump spiller kong Shahriyar, men selv om kongen er vigtig som katalysator, er han i fortællingen om fortællingerne reduceret til statist i forhold til Shahrazād, der repræsenterer alverdens kvinder. For med historier og eventyr fyldt med moraler og pointer fra livet udenfor paladset, får hun gjort kongen klogere på verden, og dermed gør ham i stand til at elske igen. På Republique deles tre meget forskellige kvinder om fortællerrollen, og de tre skuespillere – Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Stephanie Nguyen – leverer alle en formidabel præstation i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse i den arabiske labyrint.
Alle tre kvinder har tildækket hår, hvilket selvfølgelig passer fint ind i det arabiske univers, men kvindernes kostumeskift forekommer at være uden sammenhæng, og det går over min forstand hvorfor scenograf Bente Lykke Møller har valgt at ekvipere de tre kvinder ud fra et vestligt damemodekatalog fra 70’erne, med hotpants og buksedragter, hæklet kjole og plateausko. Men Møllers labyrintiske multirumsscenografi er til gengæld både stemningsfuld og effektiv, når kvinderne skiftevis forsvinder og dukker op i junglen af rum mens historierne udfoldes.
Karen-Maria Billes dramatisering af Ellen Wulffs nutidige oversættelse er overvældende, og man forstår hvorfor der skal tre stærke kvinder til fortælle Shahrazāds historier. Og det vildeste ved Republiques 1001 NAT er netop den udtalte labyrintiske form der hviler over historierne, hvor der hoppes frem og tilbage i fortællingerne, så det ikke kun er kong Shahriyar der utålmodigt må vente på forløsningerne i de arabiske nætter.
Foto: Natascha Thiara Rydwald, Marc Fluri