UP CLOSE – PERFORMANCE FESTIVAL (sidste dag) // Ny Carlsbergfondet, Det Classenske Bibliotek

⭐⭐⭐⭐

Søndag d. 28.06.2020 – sidste dag up close.

Som i en baggård under Distortion indtager Henrik Plenge Jakobsen det gamle biblioteksrum med et øresønderrivende lydtapet på ikke under 120 decibel, og uden nåde bliver vi indrulleret som statister i Plenges aktion for kloden vi bor på. For klimaet? For eventyret? For drømmen eller mareridtet?

Kæmpe Mammutter hænges op på de Classenske hylder, og små mammutfigurer stilles på rad og række på Plenges medbragte Flightcase, hvorefter han begynder at piske dem med fråde om munden. Koraller pakkes ud – og kæmpe billeder med koraller afløser Mammutterne på hylderne. Endnu en flightcase åbnes, og en lang række krystalkugler åbenbares. Kunstneren skriver fremtiden på kugler der placeres rundt omkring i rummet, og man skal gøre sig umage for at læse hvad skriften på kuglerne siger, men en – så vidt tydes – bærer påskriften UDSLETTELSE.

Plenge svøber et stort tørklæde om sig – dækker sig til, som i et forsvar mod noget ukendt. Narhvaltanden pakkes forsigtigt ud, og den imponerende to meters Enhjørningeagtige stødtand tages i brug som en lanse i Plenges aktion. Med truende attituder stormer han ud mod publikum, og med tanker på hans tidligere ikoniske værker som Smashed Parking eller den meget omdiskuterede Burned out Kindergarten, sidder publikum nok lidt uroligt på stolene.

Henrik Plenge Jakobsens performance hedder EVENTYRTID, men kunstneren og provokatøren bag dagens indledende performance på Ny Carlsbergfondets UP CLOSE festival har aldrig bare sagt tingene som de er, det er nærmest blevet hans raison d’etre at køre meninger, satire og provokationer ind med en gaffeltruck – når man mindst forventer det. Denne gang uden Jes Brinch som wingman, men Henrik Plenge Jakobsen kan sagtens smadre et bibliotek alene. Topklasse provo.

Fra brølende testosteron til performativ ynde.

Jeg kan huske følelsen af at glemme, mindet om at sætte mine knogler i svingninger

Astrid Elbo – en klassisk ballerina, der i løbet af de sidste par år har udviklet sig med syvmileskridt, i en koreografi af Tim Matiakis – kunstnerisk leder af CORPUS, Den Kongelige Ballets enfant terrible, kan kun være værd at gå efter.

Og ganske rigtigt, værket THE MEMORY OF NOW, viste både nærvær og ømhed, i den evige kamp mod den tabte hukommelses store savn. Elbo var alene i bibliotekssalen, men fyldte med sine uladsiggørlige trin og smidige bevægelser rummet ud. Ud til grænsen kunne man sige – for lige så fyldt af charme som Matiakis’ koreografi var – når Elbo huskede tilbage på en tid hvor mennesker måtte være tæt – lige så bevidst ubehageligt var det at opleve ballerinaen tvunget ud på det fysiske overdrev, når danseren huskede tilbage på alt det hun havde glemt.

Astrid Elbo er fremragende i THE MEMORY OF NOW, og Tim Matiakis kan tviste publikums hjerner med et vrid eller et trin, så længe han husker sin egen dogmeregel: “The piece has to declare it’s love for the audience” – og det gør hans performance på UP CLOSE. Matiakis & Elbo tog os fra glemsel til viden, fra det overståede til nuet, fra helvede til himlen. THE MEMORY OF NOW gav os troen tilbage.

Dagens tredje og sidste performance adresserede savnet efter at samles, at være sammen, at røre ved hinanden. Esben Weile Kjær & Emma Rosenzweig har i ALL OVER THE PLACE sat sig i maskotternes sted. De maskotter der til daglig inkarnerer sjælen af et fodboldhold på et stadion – de maskotter der bruger deres liv på at sætte fut i tusindvis af fans på lægterne, de maskotter der altid smiler og kun græder i det skjulte – når tilskuerne er gået hjem.

På Det Classenske Bibliotek går maskotterne amok. De fire gigantiske tøjdyr bryder ind på det forladte stadion, crasher popcorn kiosken, og spreder med stigende stadionlyde i baggrunden en snestorm af popcorn ud i rummet, som pludselig er som en drømmeverden hvor man kan gøre som man vil. Som en Palle alene i verden gør maskotterne hvad de aldrig har måttet gøre før, de bader i popcorn, de viser følelser, de danser og har sex på kryds og tværs, og de tiljubles af masserne i højtalerne. Hvem sagde hudsult. Hvem der bare var en maskot.

Ny Carlsbergfondets UP CLOSE – PERFORMANCE FESTIVAL i Det Classenske Bibliotek var tænkt som en kickstart og en genåbning af den danske kunstscene, og jeg skal da nok lige love for at de fik sat gang i Amaliegade. Fire dages fornemt kurateret festival, 12 meget forskellige performances af højeste kvalitet, og et lykkeligt publikum, der alt for længe har lidt af både hudsult, kunstsavn og nærvær. Tak.

SE MERE

Foto: Casper Koeller, Sceneblog