UNDERKASTELSE // Betty Nansen Teatret

⭐⭐⭐⭐⭐

Lars Brygmann bærer Houellebecqs kors med ynde.

 

Svært som ateist at forstå en troende, fastslår litteraturprofessoren François i begyndelsen af forestillingen, og derefter følger vi hans kvaler med at leve som en fiasko. Indtil han ender med at tro.

Frankrig får sin første muslimske præsident, og i takt med at landets værdier og dogmer begynder at ændre sig, ændrer François også levevis og tankegang, og øjner muligheder han ikke tidligere var beskåret.

Religion og seksualitet har altid været et sikkert mix på scenen, og udover den vigtige symbolisme i de syv halvt afklædte / halvt tildækkede kvinders tilstedeværelse i UNDERKASTELSE, skaber det tavse kor utroligt flotte scenebilleder i Nathalie Mellbyes stringente scenografi. Professoren kæmper med det store hvide kors der både symbolsk hænger over hans hoved, presser ham, og tilbyder sig som en partner i brunst. Men det er når det tavse kor af kvinder overtager korsets dominans på scenen, at manden François overgiver sig til sin ligegyldighedskomfortable tilværelse.

Anja Behrens, som også instruerede SORT VAND på Edison scenen sidste år, har nøje udvalgt den del af Hollebecqs roman som hun vidste ville passe på en scene, og hun har med personinstruktionen af Lars Brygmann virkelig gjort den passive professor til en mand, som det er svært ikke at genkende.

 

François er det menneske som alle vil benægte at ligne. Men Hollebecq stiller spørgsmålet om, hvor mange der 100% kan frasige sig de reaktioner og det tankesæt som Lars Brygmann præsenterer i monologen. Hvordan vil et dansk socialdemokrati reagere, hvis de en dag står i samme situation som de franske socialdemokrater? Og hvordan vil modreaktionen være?

Vibeke Windeløvs afskedsforestilling på Betty Nansen provokerer, forarger og kan ikke undgå at sætte gang i diskussionerne – men det er vist ikke helt tilfældigt.

EN MONOLOG MED Lars Brygmann
TAVST KVINDEKOR Ane Carlsen, Josefine Edstrand, Mille Lindberg Hansen, Astrid Lindhardt Iversen, Lucie Köther, Narges Momtaz, Line Fisker Nielsen, Maia Bjerg-Schøning

INSTRUKTION Anja Behrens
DRAMATISERET AF Anja Behrens
EFTER ROMAN AF Michel Houellebecq
DRAMATURG Karen-Maria Bille
SCENOGRAFI Nathalie Mellbye
KOMPONIST Ida Jacobsen
INSTRUKTØRASSISTENT Ditte Johanne Krogh Bertelsen

SE MERE

En tanke om “UNDERKASTELSE // Betty Nansen Teatret

Der er lukket for kommentarer.