Nutidskunst møder fortidens kunst i Bryggerens hus.
Igennem et stykke tid har 80 kunstnere fra hele verden slået rødder på Ny Carlsberg Glyptoteket, hvor det tværkunstneriske projekt TRAVERS har inviteret dem til at gå på opdagelse i deres egen fortid – eller hvert fald i den samling, som den gamle brygger Carl Jacobsen samlede sammen – og udstillede til det danske folk i 1897. Glyptotekets samling består på ingen måde af det mest sublime kunst fra fortiden, snarere af hvad Jacobsen lige kom forbi på sine mange rejser, men som helhed rummer Glyptotekets flotte sale en helt fantastisk mulighed for at ”snakke” med fortidens kunst.
Og FACE THE PAST er præcis det lederne af TRAVERS projektet, Anna Berit Asp Christensen og Louise Beck har bedt de mange kunstnere om, og med blikket på fortiden skabe et modspil igennem deres nutidige skæve hjerner. Og skævt skal det være, eller rettere skævt vil det blive. Dem der kender til heste ridning, vil vide at Travers er når hesten bliver lært at gå sidelæns – eller på tværs. Kunstnerne har som benspænd fået at vide at de skal beskæftige sig med en form for kunst, der ikke er deres, og at de skal finde, og samarbejde med andre kunstnere i den store flok af meget forskellige kunstnere. Og som et ekstra drys snubletråd til de selvsikre; ingen værker må færdiggøres! TRAVERS er et laboratorium.
Efter en uge på Glyptoteket med visninger, talks, performances og film for offentligheden, er denne del af TRAVERS projektet så nået til sin kulmination, hvor alle 80 kunstnere viser deres samarbejdende værker i den levende udstilling ”NOW we are history”, og til sidst medvirker alle så i det afsluttende kollektive værk “How did you end up here?”, i samarbejde med danske instruktør Tue Biering, og dramaturg Aljoscha Begrich fra Maxim Gorki Theater i Berlin.
Sceneblog var på besøg i den udfordrende verden af skæv kunst, og har forsøgt at indkapsle lidt af værkerne og stemningen i nedenstående filmklip og fotos. I et super spændende interview snakkede vi også med instruktør Tue Biering, om at være instruktør for 80 skæve kunstnere viklet ind i snubletråde. Men i en fortættet verden af benspænd, gik det ikke selvfølgelig ikke anderledes end at teknikken svigtede, og Tue Bierings vise ord blot steg til vejrs under Glyptotekets imposante hvælvinger. Sorry Mr Biering.
TRAVERS fortsætter det kunstneriske arbejde i 2019 med titlen MEET THE PRESENT på Dokk 1 i Aarhus, og i 2020 med titlen CONFRONT THE FUTURE på Copenhagen Contemporary.
Men nyd de fire små filmklip og de 22 billeder, og hvis du ikke nåede ind til TRAVERS denne gang, så håber jeg vi ses til MEET THE PRESENT på Dokk 1 i Aarhus i 2019.
Foto & film: Casper Koeller, Sceneblog