THROUGH THE WALL // Thomas Bentin Works, på PASSAGE FESTIVAL

⭐⭐⭐⭐

Smuk koreografisk flugt gennem Helsingør.

Præcist tilrettelagte improviserede hændelser og en insisteren på forandring, står uden tvivl på første side i Thomas Bentins koreografiske bibel, men når bybilledet og byens befolkning uforvarende kommer i karambolage med koreografien, så bliver det samlede værk større end hvad der end måtte være planlagt.

Thomas Bentins koreografi i THROUGH THE WALL er til perfektion tilpasset byens gyder, bygningsværker og pladser, og ligesom østrigske Will Dorners legendariske BODIES IN URBAN SPACES fra 2007, går de tre danserne nærmest i symbiose med mure, buskads, bygninger og hegn i Helsingør. Det er Nikoline Due, Anette Toiviainen og Marco Rizzi der i konstant bevægelse er de levende redskaber i Bentins koreografi, som bruger dansernes kroppe som modpoler til byens hårdhed og uforsonlige insisteren på retten til at være statisk og uforandret.

Og netop retten til forandring må være værkets raison d’etre, for som publikum får vi med hjælp fra kyndige guides travet byen tynd og set områder vi troede vi kendte, men som med Bentins dansere får ny betydning. Thomas Bentin Works siger selv at publikum vil opleve byens tempo, kroppens blødhed på den hårde beton og arkitekturens linjer og kurver, men jeg vil snarere sige at jeg – qua de sindssygt dygtige dansere – oplevede øm kærlighed, jalousi, slagsmål og drama, kort sagt en fabulerende historie om flugt, længsel og lykke.

Foto: Luna Stage

SE MERE HER