⭐⭐⭐⭐⭐
For vildt farvelade rockshow når Arne Nougatgren trykker den af. Martin Brygmanns Rudolph Steiner skolelærer med fatale tilbøjeligheder holder musikforestillingen sammen, når han som den overpædagogiske fortællerfigur, leder os igennem Anders Matthesens bevidst politisk ukorrekte, og ikke mindst vildt provokerende fortælling om den kuede teenager Terkel – en fortælling som rapperen Clemens nu har taget skridtet videre, og skrevet om til en motherfårking musical.
”Jeg sværger ved Koranen – han slog mig!”
Camouflagetøj, arabiske toner og klassisk Adam & Noah humor præger hittet Militjær – den største nye tilføjelse til Matthesens oprindelige sangskat i forestillingen. Mobberne Sten og Zaki giver den gas, og Sceneblogs juniorkorrespondent kunne allerede teksten udenad, før vi satte os i sæderne i Tivolis Koncertsal, og sang lystigt med på omkvædet Du bli’r aldrig lisså militjær som mig. De to meta-karakterer Adam & Noah er perfekt castet til rollerne som Sten og Zaki – klassens hardcore mobbere, og det var da også Noah der tog stikket hjem med hans ISIS skæghumor og krænkelses replikker i klassen – kridt er da også hvidt i Afrika, ikk’?
Kim Witzels tegneserieinspirerede farveladescenografi er en rigtig fin ramme, og sammen med lydscenografiens overdrevne smack, bang, kapow lyde når der var slagsmål, føler man sig godt tilrette i Terkels overdrevne verden, hvor Anja Gaarbos energiske festkoreografi var gennemført forestillingen igennem. Også små vigtige greb som Terkels drævende langsommelige teenageskridt var taget med, og succesfuldt overført fra Terkels tidligere liv i den tegnede verden. Klasseudflugtens bustur var også helt perfekt – selv en smækket busdør kan med den rette koreografi blive et lille kunstværk.
”Det var da godt der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet”
Publikum blev opfordret til at synge med på omkvædet, da overvægtige Dorit springer ud ad vinduet, men aftenens smukkeste sangoplevelse er dog uden sidestykke Lea Thiim Harder selv, der selv om hun spiller historiens mest underkuede karakter – Fede Dorit, stråler ud igennem det overdimensionerede kropskostume, med en stemmepragt så man (næsten) glemmer den absurde fremstilling af mobbeofret i Anders Matthesens fortælling.
En morsom lille cameo med Matthesens nyeste stjerne – Ternet Ninja – er i øvrigt også flettet ind i forestillingen, til stor glæde for den garvede Matthesen fanskare, der straks opdagede det og grinede højlydt.
”Man ved aldrig hvornår man får brug for en jernstang”
Matthesen klassikere som Quang, Hva’ med dig selv? og Arne er for cool, er blevet pimpet op af Nicolai Cederholms storstilede popshows arrangementer og fuld skrue på dans, lys, og spræl for alle pengene – og med Clemens’ manus og nyskrevne sange er det en total militjær forestilling, der spiller på alle tangenter.
Zaki er kridt-krænket, men Clemens, Matthesen og TERKEL – THE MOTHERFÅRKING MUSICAL overtræder så mange streger i sandet, at al modstand er nyttesløs. Go see!
Foto: Miklos Szabo