Året blev afsluttet på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen, hvor de smukkeste indtryk havde både plads og ro til at lejre sig i sindet – og til at lade op til et forrygende scenekunst år i 2019. Jeg ved ikke noget bedre end at spotte scenekunst-skabere tusse rundt på kunstudstillinger, hvor jeg så slet ikke kan lade være med (i allerhemmeligste stil), at gætte på hvad de mon er i gang med at udtænke af blændende værker på scenerne.

På CC oplevede jeg (og adskillige anonyme scenekunst-createurs) en smuk smuk Doug Aitken lyd- og videoinstallation, hvor den gamle evergreen “I Only Have Eyes for You” var omdrejningspunktet for en reflektionskube der tog publikum med storm.

Og i hovedhallerne var det SUPERFLEX der med deres kontaktskabende, inddragende og legende lette gynge-installation skabte en verden af leg og reflektion. Plus et 400 kg tungt selvreflektions pendul, hvor man på et tæppe i EURO-sedlernes farver kunne ligge og tænke sig godt ind i det nye år.

To udstillinger i et. To udstillinger der gav håb om en bedre verden.