Anmeldelse af forestillingsmenuen til HAIR på Østre Gasværk Teater
Let the Sunshine In.
Det første der slår os på Østre Gasværk, er den casual stemning der hviler over restauranten, hvor forestillingsmenuen SUNSHINE serveres. Bordene i foyeren, der normalt bruges i pausen på musicalen HAIR, står side om side under de øverste rækker i publikumsopbygningen, og i gasværket summer det allerede af aktivitet her to timer før forestillingen starter.
Vi har bestilt teatrets SUNSHINE MENU, der som navnet antyder, skal vederkvæge os før musicalen HAIR tager over, og ikoniske sange som Let the Sunshine In fylder Østre Gasværk.
På bordet står allerede lidt brød med rørt smør, en bøtte med chilipasta, samt en skål med Kimchi – den koreanske nationalret med rejer i gæret kål, hvidløg og chili. Jeg har altid tænkt at beskrivelsen af Kimchi nok skræmmer mange væk fra den koreanske godbid, men retten er groet på mig gennem årene, og køkkenchef Jesper Paustians Kimchi på Østre Gasværk, er gennemført god.
Og da menuens første ret bliver serveret, forstår jeg endnu bedre sammenhængen.
SUNSHINE menuens forret er en ceviche – rå marineret torsk med dampet spidskål, Miso mayonaise og Ponzu, toppet med en frisk urtesalat og et touch af grillede forårsløg. Muligvis en modig forret – ikke hvad alle ville bestille før en forestilling som HAIR – men som en del af en forestillings menu, hvor den afslappede bistro stemning automatisk løsner op for slipset, så passer den lette fiskeret fint ind i sammenhængen.
Torsken var perfekt tilberedt, og garnituren hverken for anmassende eller anonym. Dog havde både undertegnede og min ledsager gerne set lidt mere power på smagsindtrykket – et simpelt drys salt og peber ville have klædt retten.
Men her er det så at vi forstår formålet med Jesper Paustians føromtalte gode Kimchi, for med den fik vores ceviche tilføjet præcis det ekstra lag af frækhed og power som vi savnede lidt i starten. Og igen – ved at servere retterne adskilt, er det jo op til gæsterne selv at bestemme.
Og hvis man nu som gæst, efter at have hentet et glas rødvin i baren, skulle sidde og mangle noget der matcher vinens fylde, så bliver man glædeligt overrasket af hovedretten – en god traditionelt anrettet servering af dansk okse. Rasende mørt kød, med en lind kartoffelmos overhældt med rødvinssauce, samt lidt glaceret rødbede. Naturligvis toppet med tyttebær og estragon. Masser af smag i både kød og sauce, og aldeles nydeligt serveret, med en separat skål med haricots verts salat med skalotteløg og citronskal.
Den velrenommerede chefkok Jesper Paustian har lige overtaget forpagtningen på Østre Gasværk, og jeg har hørt om store planer for den videre udvikling af både madkoncept og serveringer, når den næste store satsning PINK FLOYD – ANOTHER BRICK IN THE WALL kommer på plakaten til efteråret – so stay tuned. Men for nu har Paustian og Østre Gasværk med bistrostilen valgt den helt rigtige tilgang til forestillingen HAIR.
Alt i alt er forestillingsmenuen SUNSHINE på Østre Gasværk et velgennemtænkt og sympatisk tiltag, hvor bistrostemningen under publikumsopbygningen er en oplevelse i sig selv, med hurtigt serverede gedigne retter ved bordet, samt høflig selvbetjening i baren. Og bistromad af den gode slags er lige hvad man har brug for før en forestilling som HAIR.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog
En tanke om “SUNSHINE MENU // Østre Gasværk Teater”
Der er lukket for kommentarer.