Dæmonerne indtager Sydhavnen med hvidkalket ondskab.
I et hastigt, og uhyre komprimeret forløb på mindre end en uge, har Sydhavn Teater og Miriam Boolsen fået produceret en pop-up forestilling af de mere intense, med det Kabuki-teater inspirerede værk SKYD SNEHVIDE.
I det lille baglokale i P44 – Sydhavn Teaters nyeste undergrundsscene – har holdet, som også stod bag den vilde ASHES TO ASHES, skabt et uhyre stringent scenebillede, hvor Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard med hvidkalkede ansigter og røde læber i lørdags gav os en mor/datter konfliktudredning som var en Sabina Spielrein værdig. Godt nok fik vi ingen psykoanalytiske teorier om dødsdrift, men Miriam Boolsens tekst var nøjagtig så knivskarp, at både Littauers dæmoniske øjne bag den hvide kalk, og Dalsgaards hekseansigtstræk bag den enorme fjerboa, fik rummet til at fryse på niveau med en Brd Grimm historie fortalt på et børnehjem.
Den hollandske Ernst Busch-uddannede instruktør Marc Wortel har på ingen tid dissekeret Boolsens tekst, gumlet den igennem og sat den iscene, så man skulle tro at teksten var skabt i et samarbejde over betydeligt længere tid. Og den ligeledes Hollandske Renske Kraakman, som også var scenograf og kostumedesigner på Sydhavn Teaters ASHES TO ASHES produktion, har på samme korte tid skabt en skarpt skåret karikatur af en eventyrverden, hvor den onde stedmoder over dem alle (Mille Maria Dalsgaard), troner i en kjole der i al sin sorte dystre vælde breder sig ud i hele lokalet, og nærmest tvinger datteren/Snehvide (Jonas Littauer) til konstant at krybe sammen i ussel afmagt, og vende sit hvidkalkede ansigt bort fra den dominerende og altødelæggende mor. Et helt fantastisk scenebillede, som i al sin enkelthed både imponerer rent visuelt, og understøtter Miriam Boolsens nedkogte manuskript, som altså ikke er et forsøg på psykoanalyse, men snarere en performativ fortælling om klassiske mor/datter konfrontationer i en eventyrkontekst i Sydhavnen.
Man kan ikke andet end lette på hatten for Sydhavn Teaters ukuelige vilje, til både at eksperimentere med nye former og ny dramatik, samt sammen med internationale kræfter og lokale ildsjæle at skabe produktioner der holder hele vejen.
SKYD SNEHVIDE er muligvis en hit-and-run produktion, men som jeg ser det, så får vi godt nok med Boolsens manuskript en svirpende lussing – men der er absolut ingen der løber væk bagefter, det er det sgu for godt til.
Foto: Lars Grunwald