⭐⭐⭐⭐⭐

FRA HIMMEL TIL HELVEDE – Louise Alenius‘ kammeropera på CPH Opera Festival

Tidligere på dagen var stemningen høj.

Glade københavnere stimlede sammen ved havnefronten hvor festivalchef Peter Lodahl var i storform, da han med højt humør og skæg & ballade lod Leoncavallo s Bajadser åbne CPH Opera Festival.

Så trak skyerne sammen.

For opera er meget mere end kun skæg og ballade. I aften var det en urpremiere på SILENT ZONE – en kammeropera af Louise Alenius – der stod på programmet på Understationen, og Alenius’ ’fortielseopera’ var intet mindre end et dybt, velplaceret stik i hjertet.
En forestilling om incest, sårbarhed, fortrængning og fortielser, og som talte til alle sanser og stak til alle følelser. Og selvom man gerne ville lukke øjnene eller stikke af, så var man ikke i stand til at forlade det rum af følelser der overmandede en, i form af de sublime sangere og Alenius’ nykomponerede musik, der i denne sammenhæng var en Hitchcock værdig.

SILENT ZONE opføres i Understationen, en stor, tom, tidligere transformerstation på Østerbro, og Ida Grarup Nielsens geniale scenografi er udformet som et seksværelses parcelhus, hvor rummene er adskilt af persienner, og publikum frit kan gå rundt om huset – eller stille sig et bestemt sted og følge med i handlingen. Vi er hele tiden ekstremt nær på familien, hvad enten de græder, kaster op, gemmer sig, eller forgriber sig.

Sønnen, til sin søster:
I remember your voice
An awl through my skull
Many years ago
You cried Daddy
I am sorry
You were alone in the silent zone

Louise Alenius er både librettist og komponist på SILENT ZONE, og det er en hjerteskærende ligefremhed der er fremherskende i de ord hun lægger i munden på den dysfunktionelle familie, samtidig med at hun – præcis som hun excellerede med stemningsfremkaldende strygermusik i Porøset på Det Kgl Teater – igen viser sin fremragende omgang med toner i denne kammeropera.

Et vidunderligt hold af musikere er med i scenerummet, en nærmest duracell-lignende kæmpekanin (datterens alter ego) skaber med sit percussionsæt den grundlæggende tone – fra mørk til dyster, og et uskyldshvidt børnekor trækker på et tidspunkt også henover parcelhuset, som en uvelkommen påmindelse om at vi har med et skændet barn at gøre.

Instruktøren Tue Biering er den nådesløse dukkefører, der sylespidst sætter fokus på alt det vi forsøger at glemme, og hans samspil med Alenius’ komposition er forbilledligt.
Familien er løbende på scenen i yngre udgaver i flashbacks, Sten Byriels mægtige bas-bariton er endnu engang i topform, denne gang hos den forulempende fader, Gitta-Maria Sjöberg er moderen der vender det blinde øje til, og datteren der har fundet sin måde at lukke alting ude på, spilles fornemt af percussionisten Ying-Hsueh Chen.
Den traumatiserede søn synges af kontra-tenoren Morten Grove Frandsenmed den smukkeste lyse stemme, som i Understationens katedrallignende forhold mindede mig stærkt om da Andreas Scholl sang Julius Cæsar på det Kgl Teater i 2005. Alt i alt et hold uden mangler, og uhyre stærke i deres samspil med musikerne der indgår i helheden som uundværlige møbler i en dagligstue.

SILENT ZONE spiller t.o.m. d. 9. august.

SE MERE

Fotos: Mathias Løvgreen Bojesen