Sceneblog i maskeland.
Selvfølgelig kunne jeg have kaldt festivalreportagen for bag kulisserne, men da Savonlinna Opera Festivals forestillinger foregår på den gamle borg Olavinlinna (Olofsborg), i Finlands største sø Saimaa, så er det nok mere korrekt at sige bag murene. For det er bag de metertykke stenmure magien opstår.
Ikke bare på scenen i borggården, men også bag murene dybt inde i borgens kringlede rum og gange, der engang blev brugt til krig og forsvar, men i dag huser al den backstage produktion og hjælp som forestillingerne på scenen bliver skabt på grundlag af.
Sceneblog.dk er i år for anden gang på besøg i den lille finske by Savonlinna, hvor den årlige operafestival tiltrækker tusinder af opera interesserede fra hele verden, og hvor borgen Olavinlinna, den smukke natur med de mange øer, den tætte bevoksning og søernes klare vand, samt finnernes gæstfrihed og gode mad, næsten trækker lige så meget i os som de mange fantastiske operaer i den gamle borg.
Og så er der jo også backstage turen!
Helt ude af kontekst – men alligevel – et lokalt citat fra Rytteriets Rasmus Botoft må være passende her. For på en backstagetur får jeg ikke blot fortalt om kunstnernes mildest talt besværlige adgangsforhold, jeg bliver også – høfligt – bedt om at træde i deres fodspor, og kravle ind gennem de tykke borgmures alt for små adgangshuller. Huller i murene, der i gamle krigsplagede dage med vilje var skabt så små at det var svært at skyde ind, men også huller i murene, der ofte er de eneste adgangsveje ind til både produktion og præsentation af forestillingerne på festivalen.
Forestil dig en bas eller sopran i fuldt kostume bestige en 10 meter lang stige, for så at kravle to meter gennem en væg, for til sidst at møve sig igennem hullet til omklædningsrummet. ”Indgangen” er allerede blevet navngivet efter en meget berømt bas, der havde lidt udfordringer i situationen. Jeg har lovet ikke at fortælle hvem.
Kunstnernes omklædningsrum og garderober er alle blevet formet efter borgens allerede eksisterende rum og gange, da man jo selvfølgelig ikke lige kan hakke et nyt hul i den fredede borg. Og borgen – der i 2025 fejrer sit 550-års jubilæum – er med sin unikke placering og historiske betydning et besøg værd i sig selv, så jeg kan kun anbefale at besøge borgen i dagtimerne, hvis du alligevel er i Savonlinna for opleve festivalens forestillinger om aftenen.
Det giver dig også mulighed for at se det hele lidt oppefra.
Lige som jerntrapper og rum er blevet tilpasset borgen, er borggårdens overdækningssejl specialsyet til festivalen, og selv om det altid holder regn og den værste kulde ude, så er sejlet så tilpas fuld af udskæringer og huller, at man som publikummer i borggården altid kan fornemme – og nyde – at man er udendørs. Både p.g.a. lys og luft der finder ind, samt p.g.a. de mange små fugle, der mener det er deres borg. Jeg vil skyde på at det er svaler der er flest af, og jeg skal love for de kvidrer lystigt til både Verdi og Puccini, men en enkelt due eller to blandede sig vist også i scenografien til TURANDOT på et tidspunkt. Men oplevelsen bidrager kun til det unikke ved at se en opera på Olavinlinna Castle.
For det er intet mindre end en kæmpe oplevelse at opleve en opera i borggården, hvor hele scenografien bliver hejst ind med håndkraft, efter den er blevet transporteret til borgen på en pram. En af de operaer jeg oplevede her i 2025 var Puccinis TURANDOT, en smuk genopførelse af Pet Halmens iscenesættelse fra 2003 – nu genopsat med Roman Hovenbitzer som instruktør og dirigenten Yves Abel i orkestergraven. Og det er et godt eksempel på Savonlinna Opera Festivals Raison d’être – at præsentere nye iscenesættelser, skabt til scenerummet på Olavinlinna, for så at genopføre de bedste iscenesættelser i mange år derefter.
Der kan være ca 2.200 tilskuere i borggården, og hvad enten du sidder på gulvet, som de 2000 gør, eller i boxen, som er navnet på deres balkon med de fineste pladser, så hører og ser man fremragende.
Men man har nu ikke altid siddet ned til forestillingerne på festivalen. I 1912 stod man op.
Publikum stod f.eks. som sild i en tønde, da Aino Ackté sang hovedpartiet i Erkki Melartin’s opera Aino på billedet fra 1912 – Savonlinna Opera Festivals første år – hvor det ses hvordan man byggede et lille teater inde i borggården, med proscenium, fortæppe og det hele. Komponisten dirigerede selv, og stifteren af festivalen sang selv titelpartiet.
Nærværende foto har Sceneblogs fotograf taget af et udstillet billede (fotografen her er ukendt), på det store Savonlinna Museum på øen Riihisaari, der ligger lige ved siden af borgen Olavinlinna. Et museum hvor Savonlinnas dramatiske historie med utallige krige mellem Finland, Sverige og Rusland fylder mest, fantastiske historiske dampskibe har fået deres egen havn, og hvor også operafestivalen har fået sine helt egne rum. Og det er ret fantastisk at se hvordan festivalen har udviklet sig gennem mere end 100 år.
Men som sagt var også Savonlinnas dampskibe udstillet, og ikke mindst det i Finland legendariske SALAMA dampskib var vildt at besøge. Det gik til bunds ved en påsejling, lå på bunden af den kolde sø i 70 år, og er nu blevet renoveret og sat i stand, så man kan besøge det gode skib i Riihisaari’s havn, lige bag ved museet.
Og hvis man nu skulle gå hen og blive sulten i Savonlinna, så er der bunker af steder hvor forplejningen er spitzenklasse. En dag prøvede vi at gå over en bro vi ikke havde set før – der er sygt mange træbroer mellem de mange små øer – og så brugte vi en lang eftermiddag i et lille pandekagehus, i en skov på en ø vi ikke vidste eksisterede. Men en aften faldt vi også for fristelsen til at sidde med udsigt over byens havn, og få serveret en mere traditionel menu, hvor specielt søens ferskvandsfisk imponerede. Det er ikke altid at de gode folk der serverer i Savonlinna kan de samme sprog som dig, men med et smil og lidt tålmod endte vi alligevel med både god vin i glasset og lækkerier på tallerkenen.
Og under operafestivalen holder de fleste steder køkkenet åbent efter aftenens forestilling.
Og når aftenen går på hæld, hvor den danske sommer normalt går fra lys aften til mørk nat, så er der heldigvis noget der hedder hvide nætter i Finland. Så hvad enten vi sad på en restaurant efter en forestilling, på terrassen på vores hotel, eller slentrede en tur nede ved havnen, så var der det skønneste lys til langt ud på natten. Ikke hele året – men Savonlinna Opera Festival ligger altid midt på højsommeren – så da vi var på besøg i juli måned her i 2025, var det som om vi var trådt ind i en scenografi af de mere poetiske af slagsen.
Hvis du ikke allerede har læst anmeldelserne her på sitet af de tre operaer vi overværede denne sommer – Musorgskijs BORIS GUDONOV, Verdis MACBETH, samt Puccinis TURANDOT – så gør det nu, og se hvad du er gået glip af, med mindre du allerede har bestilt billetten til Finland.
For alt i alt – og med risiko for at lyde som en dørsælger – kan jeg kun anbefale en tur til Savonlinna når der er operafestival på borgen.
Og i 2026 er der italiensk tema!
Foto: Lau Koeller, Sceneblog