SANTA SINGS Episode 3: ET KUP // HOHO 5, Dramafronten, Musikinstrumentforretningen i.K.Gottfried

Det er fuldstændig det samme som det med Franz Beckerlee! Det er et kup!”

Jobcenterets udsendte – bandlederen Klaus (Peter Flyvholm) er rystet. Bedst som han sidder i den fornemme musikinstrumentforretning i.K.Gottfried og finpudser sin efter egen mening geniale julesang, træder den alkoholiserede Freddy (Benjamin Boe Rasmussen) ind ad døren, slår ud med armene – og siger at han har skrevet en ny tekst. Både Madmutter Mette (Anette Støvelbæk) og den unge Sunshine (Laura Skjoldborg) er henrykte over den nye tekst, som ikke bare rimer, men også har madreferencer nok til at fylde en kogebog.

Jeg er din juleøl – jeg kommer lige fra køl. Jeg er din egen juleknas

Der er både saft og kraft i Freddys tekst, og den før så kæphøje Klaus må bøje nakken og istemme den nye tekst. Magtstrukturen i rummet er ændret, og selv om det stadig er Klaus der strør om sig med Jobcenter-trusler om udsmidning hvis man træder forkert, er det nu Freddy der pludselig øjner chancer for avancement i flokken på savannen. Med bøllehatten godt på sned charmer han sig ind på Madmutter Mette, der dog i første omgang afviser hans invitation til en kølig pils på det nærliggende værtshus. Men ballet er åbnet og alt er nu i spil. Sunshines mor dukker ligesom i forrige episode op for at følge med i datterens udvikling i bandet, og Sunshine får lov til at synge lead. Og selv den selvbevidste Madmutter Mette er begyndt at smile.

Dagens drama var skrevet af Annegrete Kraul, og hvor de første to episoder åbenlyst lagde op til ballade, var episode 3 mere orienteret imod forsoningens varme julestemning. Men selv om Klaus’ pludselige velvilje overfor gruppens nye alfahan umiddelbart ser tilforladelig ud, så er det muligvis er en pyrrhussejr for Freddy, der måske nu er rykket tættere på en af de sanktioner Klaus har truet med.

Der er sgu da lidt Dolly Parton over det

Dramafrontens HOHO Julekalender-musical nåede i dagens episode nye højder mht tekst og toner, hvor den virkelig morsomme tekst tog kegler blandt det fremmødte publikum og det umage firkløver viste nye sider af sig selv.

Men holder samhørigheden helt til jul? Får Freddy lokket Madmutter Mette med på et skummelt værtshus? Og har Klaus virkelig tænkt sig bare sådan at overgive førertrøjen til Freddy?

Følg med næste gang på Vesterbro, hvor episode 4 spiller lørdag d. 7/12 i Teaterbutikken i Den Brune Kødby.

(red: det er helt klart bedst at møde op til 2. eller 3. visning (17.00 eller 17.30), hvis man vil være sikker på en plads)

foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE