RIGOLETTO // Opera Hedeland

⭐⭐⭐⭐

Jeg er manden der ler – han er manden der slår ihjel.”

Ansvarsfraskrivelse har altid været på mode når livet går i sort, og Victor Hugos skuespil Le Rois s’amuse som ligger til grund for Verdis opera, rammer lige i plet når han fortæller historien om den letlevende hertug af Mantua der forfører alt og alle, hofnarren Rigoletto der lever af at gøre grin af andre, samt hans uskyldsrene datter Gilda som ender sit liv i en lærredsæk.

Opera Hedelands dunkle RIGOLETTO er præcis så mørk i sin grundtone som Verdis tragedie fortjener. For vist er Rigoletto en nar, og latter hans metier, men det er hans ensporede og fordomsfulde reaktioner der i sidste ende fører til datterens død.

I en stor udendørs forestilling som Opera Hedelands RIGOLETTO, er det selvfølgelig en udfordring at skabe et scenebillede der når ud til de bageste rækker, men scenografen Magdalena Åberg formår med sin enkle men formbevidste scenografi ikke blot at nå ud – men også sætte spor i publikummet på en lidt vindblæst premiereaften. Verdis drama udfolder sig på et funklende scenegulv, der med sin sølvglinsende overflade spejler både de skarpt formskårne træer på scenen, samt det levende landskab i grusgravene bagved, og når området i Hedeland i forvejen byder på lavtflyvende flokke af gæs, ænder og hejrer, så bliver forestillingen som en del af landskabet. Magdalena Åbergs skov af bevægelige træer på scenen, der også fungerer som skjulested for hertugens mænd, får sit eget liv når de i koreografi af Jannik Elkær danser med og bevæger sig taktfast når musikken spiller op til dans ved Hertugens hof.

Hofnarren Rigoletto synges indlevende og klart af svenske Fredrik Zetterström, og Hertugen af Mantua ligeledes magt- og kraftfuldt af den erfarne heltetenor Peter Lodahl. Hele solistensemblet på RIGOLETTO er i det hele taget yderst velbesat, og den helt store gevinst er den tyske sopran Marie Heeschen der synger Rigolettos datter Gilda. Heeschen formår med sin pragtfulde stemme at tilføje troværdige følelser til Hugo og Verdis mandeverden, når hun i en svær rolle både skal agere uskyldig og rent faktisk være den eneste fornuftige sjæl i dramaet.

Det er den erfarne Tobias Theorell der instruerer den mørke forestilling i amfiteatret, og dirigent Henrik Schaefer der står i spidsen for det 60 mand store Hedeland Festival Orkester der spiller fra graven bag scenen – kvaliteten i Opera Hedelands RIGOLETTO kan ikke anfægtes.

Foto: Mikal Schlosser

SE MERE HER