Anmeldelse af REVY MENU til Aarhus Revyen 2023 på Restaurant Terrassen, v/Hermans i Tivoli Friheden.
Restaurant Terrassen fører sig bestemt ikke frem, den hyggelige restaurant ligger faktisk en smule skjult, hvis man da ikke er lige er stedkendt i Tivoli Friheden i Aarhus. Men når man nu gerne vil se AARHUS REVYEN, der spiller i Hermans – der ligger side om side med Terrassen – så bør man lige tjekke den fine gamle restaurant ud, for det er her man kan indtage en REVY MENU før forestillingen.
Og selv om stedet altså hverken har direkte indgang fra vejen, eller har skilt over indgangen inde i det sæsonlukkede Tivoli Friheden, så fandt undertegnede – og en håndfuld andre lige så desorienterede gæster – til sidst Terrassen, hvor de reserverede borde ventede. Og da marts vejret var fint i Aarhus, så var det med store smil bordene blev fyldt op. Alle var jo i revyhumør.
På bordet stod der allerede en velpolstret brødkurv samt lidt rørt smør, og med den charmerende udsigt til haven gennem de småsprossede vinduer, var stemningen med de lukkede forlystelser og den afslappede atmosfære i restauranten, helt i Aarhus’ ånd som Smilets by.
Det er også en afslappet toretters menu der serveres, og som det tydeligt sås og hørtes på de mange fyldte borde, var to retter og et par svingende glas vin lige præcis hvad der passer til et revypublikum i Aarhus, for stemningen på Terrassen var allerede høj kl 18.10 da jeg satte mig.
Forretten i Terrassens REVY MENU er en grov mousse af torsk, serveret i en mindre skov af grønt. Overraskende, fordi restaurantens egen betegnelse er bagt torsk, men ok – jeg skal selvfølgelig ikke udelukke at torsken har været i ovnen, og det er heller ikke hvad man kalder retten der er det vigtigste, det er hvad der ligger på tallerkenen der tæller.
Og det er bestemt en lækker fiskeanretning der serveres. Godt skjult under den grønne skov var der med løs hånd strøet håndpillede rejer, der var vendt med dild og grøn Aioli, en lille håndfuld syltede løg og lidt karse tilføjede lidt sødme, og som knas var der masser af ristede hasselnødder. Og som sagt, så var hele tallerkenen toppet op med grønt. Det er individuelt hvad man synes om salat og grønt der primært er på tallerkenen for syns skyld, men jeg er ikke super fan – og kom vist også til at levne lidt. Jeg spiser rigtig meget grønt og plantebaseret til dagligt, men hver ting til sin tid, og her synes jeg ikke det tilføjer noget positivt til fisken – ud over det flotte syn. Men selve torskeanretningen, den er rigtig god, og husets spanske vin fra MESTA passede med sin frugtighed aldeles fint til retten.
Hovedretten i Terrassens REVY MENU er en ordentlig luns af den møreste kalvefilet, serveret på en selleripuré, anrettet med babygulerødder, forårsløg og sæsonens grønt – med lidt tilføjet syrlighed fra røde tyttebær. Og med en ordentlig omgang små kartofler vendt i urter og olie, serveret i separat skål.
Klassisk og traditionelt serveret kalvefilet uden for mange dikkedarer – og selvfølgelig omkranset af en dejlig brun sovs. Eller i hvert fald hvad jeg vil kalde brun sovs – for på menukortet stod den beskrevet som en lys kalvesauce. Jeg overvejede om det bare var mig – om jeg bare var kommet udenfor min comfort zone, og jeg i min københavnske farveblindhed ikke længere kunne se forskel på en brun sovs og en lys sauce, så jeg henvendte mig derfor til nabobordet, hvor de syngende dialekter kraftigt antydede at der ikke sad københavnere. Og til mit forsvar kan jeg fortælle, at hvad enten man kommer fra Fredericia, Helsingør eller København, så er den velsmagende ledsagende sovs til kalvefileten en brun sovs. Den var skøn, og helt sikkert med noter af kalvekød og med masser af smag, men farven kunne jeg og de nydelige damer ved nabobordet ikke blive uenige om. Og det var i øvrigt gennemgående ved bordene, folk nød de fine små kartofler og den gode sovs i fulde drag – specielt når den blev ledsaget af husets rødvin, en fyldig Tempranillo fra vinhuset MESTA.
Jeg ankom til Restaurant Terrassen kl 18.10, og forlod etablissementet igen kl 19.15 – og da AARHUS REVYEN starter kl 20.00 på Hermans, der ligger i samme bygning, må man sige serveringen af Terrassens REVY MENU har bestået sin prøve, og fortjener en anbefaling herfra. God, veltillavet mad uden de store dikkedarer, serveret af venlige tjenere i den hyggeligste lille restaurant midt i Tivoli Friheden.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog