Anmeldelse af Teatermenuen på restaurant Palægade i indre København.
Skarp og kvikt afviklet teatermenu på Restaurant Palægade sidder lige i øjet.
Hvis man som jeg er et storbymenneske med et højt aktivitetsniveau, kender man alt for godt til bestemt hyggelige, men alt for laaange middagsselskaber før en teaterforestilling. For når måltidet trækker ud, og man stadig ikke er landet på teatret, så begynder stressen at melde sig. Så da Restaurant Palægades erfarne restaurationsmand Gustav Vilholm berettede om deres teatermenu, der kan afvikles på ned til halvanden time, så spidsede jeg ører – og bookede straks et bord til Sceneblog.dk, den fredag hvor der var premiere på Tjekhovs Onkel Vanja i Skuespilhuset. Og vi blev ikke skuffet.
Bordet var booket til kl 18.00, og da premieren i Skuespilhuset var kl 20.00, skulle teatermenuen være afviklet på halvanden time, for vi insisterede på at have god tid til at gå mod Skt. Annæ Plads. Og det var da også det første den kyndige tjener spurgte om, da vi satte os – hvor og hvornår skulle vi i teatret? Jeg smug lyttede da de andre borde blev besat, og da bordet ved siden af fortalte de skulle på Det Kongelige Teaters Gamle Scene (til balletten Giselle), tog tjeneren bestik af situationen, og spurgte derfor ind til, om de ønskede et glas Champagne før første ret blev serveret. For med kun seks minutters gang fra Palægade til Gamle Scene, var der plads til lidt ekstra hygge.
Og hyggeligt blev det også hurtigt hos os, da vi som ledsager til den første del af menuen fik skænket en elegant hvid Bourgogne Côte d’Or i glasset, nærmere bestemt en Les Ormes 2023 fra Domaine Sylvain Dussort – vingården i Mersault, hvor datteren Anne-Caroline Dussort er ved at tage over, for at videreføre faderens traditioner og høje niveau. En klassevin der passede både til snack og forret.
Teatermenuens snack var to fine toasts, hvor det lette og luftige brioche brød stadig havde smag og saftighed nok til at lægge en bund for både en kraftig trøffelcreme, et godt skud revet Vesterhavsost, samt det vigtigste – et par skiver godt modnet skinke fra det økologiske landbrug Troldgaardens sortbrogede danske landracegris. Fritgående naturligvis. Og nu ikke et ord om det nyligt overståede folketingsvalg, men det er altid dejligt at møde restauratører der kerer sig om økologi og dyrevelfærd. Og da skinken som sagt var godt modnet, og i godt selskab, så smagte hapserne jo guddommeligt.
Smag var der også masser af i aftenens næste, og mindste ret – den fint anrettede Hiramasa i bunden af en dyb tallerken.
Den lækre yellowtail kingfish var saltet og skåret i fine små tern, der lå og hyggede sig i den fermenterede tomatsaft i bunden af en dyb tallerken, hvor en grov dukkah lod nødderne vise sig frem, sammen med den citrusfrugt der komplementerede retten.
Palægades hiramasa fik dog ikke lov til at shine helt på egne præmisser, da køkkenchefen havde valgt at afrunde retten med chili, der ikke entydigt var en succes hos min medspiser. Ret skal dog være ret, den unge mand er generelt ikke den store fan af chili og stærke krydderier, og det gælder jo bestemt ikke for alle. Jeg tænker at chilien er et forsøg på at præsentere den for tiden så populære fisk på en ny måde, så fred være med det. Jeg synes chilien gav hiramasaen modspil, og smagsindtrykket var således en smule anderledes, end i de måder jeg har smagt den pelagiske fisk serveret på før. Men summa summarum – den torpedoformede hiramasa er altid et fint bekendtskab – også når den bliver serveret med modspil.
Og så var det ellers tid til hovedretten – et pittoresk anrettet stykke lammenakke.
Lammenakken fra Vibygaard – et af Danmarks største økologiske landbrug – var serveret superdelikat med adskillige spæde eksempler på dansk grønt når det er bedst. Og at køkkenchefen helt klart har talent for det maleriske og det pittoreske er åbenlys, for da den klart grønne persille/hvidløgssauce smukt blev hældt op på tallerkenen, var det som om man var vidne til en kunstners sidste penselstrøg på et værk i hans atelier.
Og hver og en af de spæde grøntsager fyldte munden med smage, der kækt lænede sig op ad lammenakkens grove, men ultralækre smagsnuancer – hvilket ikke kunne undgå at munde ud i konkurrencelignende tilstande ved bordet, om hvad der smagte bedst. Jeg havde en svaghed for forårsløget med sin elegante og næsten bortgemte smag af sommer, mens min ledsager helt klart mente, at grønkålen, der som her på Palægade er let blancheret og stadig har sin sprødhed, var det lækreste af det spæde grønt. Og når man snakker tilbehør til lammets kraftige smage, så er knoldsellerien jo også ganske ferm, så hvilken af de spæde grøntsager der vinder konkurrencen må være op den enkelte der prøver denne smukke ret i Palægade. Den glaserede lammenakke er pragtfuld i sig selv, men med et enkelt dyp i den smagfulde persille/hvidløgssauce, og så en bid af din favorit grøntsag, så er man solgt. Specielt da vi til lammet fik et svingende glas tinto gallego, nærmere betegnet den galiciske rødvin Lousas fra Envinate, Vinas de aldea 2024, der havde præcis den kraft og styrke der skal til for at ledsage en lammenakke á la Palægade.
Og da teatermenuens serveringer hele tiden var kommet i en lind strøm, var der stadig 20 minutter tilbage til desserten, som på denne aften udgjordes af 2×2 hurtige petit fours.
Som sagt var desserten petit fours, der viste sig at være fortryllende små flødeboller med både mokkasmag og lakrids, samt hvid chokolade over marcipanbunden. Plus en af Palægades signaturretter – ”Påskeægget” – en innovativ videreudvikling af de klassiske romkugler, både sprøde og bløde, og med et hint af orange, der nok skyldtes at påskeæggene var vendt i pistacie og Piemonte hasselnødder.
Og da jeg foretrak en espresso, mens min ledsager nappede de sidste dråber af sin tinto gallego til desserten, var vi på toppen over hvordan den både velsmagende og effektivt afviklede teatermenu nu fandt sin afslutning. Præcis som vi havde bedt om – præcis halvanden time efter vi satte os.
For når man bestiller sin Teaterbooking på Restaurant Palægade, så ved man på forhånd hvor lang tid det tager, men ikke hvad man vil få serveret. Både de delikate petit fours, samt lammet, hiramasaen og den indledende skinke-snack, var på dagen udvalgt af køkkenchefen fra restaurantens á la carte menukort – og serveret af kyndige tjenere, der ved at menuen har en naturlig tidsbegrænsning. Alt i alt en skarp teatermenu der lever op til sit navn.
Om du skal i Det Kongelige Teater på Gamle Scene for at se balletten Giselle, i Skuespilhuset til Tjekhovs Onkel Vanja som vi, eller opleve en helt tredje forestilling på en af indre Københavns mange fine scener, er op til dig – men nu ved du hvor du finder en skarp og kvikt afviklet teatermenu til at starte på.
Foto: Sceneblog.dk
SE MERE HER OM RESTAURANT PALÆGADE TEATERBOOKING OG TEATERMENU