Anmeldelse af Teatermenuen på PROMENADEN på Frederiksberg Allé.
Da jeg tilbage i 80’erne selv var restauratør længere nede ad Frederiksberg Allé, mindes jeg – lidt sløret – at de smukke malerier på Promenadens spejlvæg dannede baggrund for baren. Eller også var de der slet ikke – det var ikke altid at man kunne huske hvad der skete på Promenaden. Men i dag, hvor spejlmaleriernes fine herrer med høje hatte, klaverbokseren og tamburinspilleren, samt elegante damer med cigaretrør har fået plads til at brede sig bag bordene med de hvide duge, så er det som man allerede er i godt selskab når man ankommer.
Og på det legendariske traktørsted, beliggende på Frederiksberg Allé, midt mellem teatrene, kirken og slotshaven, er der plads til både lystighed og vin, samt det som vi er kommet for at afprøve – en teatermenu, før vi skulle til premiere på Betty Nansen Teatret.

Teatermenuen består af tre retter, som man selv vælger fra Sæsonmenuen, og både min ledsager og jeg valgte straks husets tatar, hvilket givetvis havde med vejret at gøre, da temperaturen allerede kl 17.30 nærmede sig frysepunktet på Frederiksberg. Det er januar, og selv om det ikke sner, så er det vinter i Danmark. Så lidt råt kød med et glas svingende rødvin var lige hvad vi havde behov for.
Og det fortrød vi ikke. Det friske kød var blandet op med revet parmesan og karse, samt fine små kartoffelchips der tilførte retten den nødvendige sprødhed, og velplacerede klatter af trøffel mayo der gav kødet et velfortjent bjæf af skovbund. For selv om råt oksekød i sig selv er en smagsoplevelse når kødet er friskt og godt, så er det de små detaljer der løfter en tatar fra betegnelsen ordinær til bemærkelsesværdig.
Til tataren fik vi et glas af Peter Sissecks PSI fra 2022 – Pingus vinens lillebror om man vil – og den var nøjagtig så let at den passede til Promenadens lette, næsten luftige tatar.
Den vin var derimod alt for let til hovedretterne, så da jeg havde bestilt stegt helleflynder, fik jeg hældt et glas hvid Bourgogne op – en Chardonnay fra Pierre Matrot – der passede væsentligt bedre til fisken.

Min stegte helleflynder blev serveret sammen med kål og små fine kartofler, og selv om stegt fisk jo altid får en skøn sprød overflade, så kan man efter min mening stadig godt være ødsel, når det kommer til saucen. Så med risiko for at fornærme køkkenchefen, så synes jeg at man på Promenaden godt kan servere lidt mere af den absolut vidunderlige jomfruhummer sauce, som fulgte helleflynderen til bords. Jeg formastede mig faktisk til at spørge tjeneren om, hvor saucen var henne, da den efter min mening var ret usynlig i serveringen. Den var der naturligvis – men kun som bund for hele anretningen, så jeg lyste gevaldigt op, da tjeneren smilende kom tilbage med min helt egen mini kasserolle med sauce. For med den kraftige jomfruhummer sauce, den stadig spændstige kål og et pænt stykke saftig helleflynder, var min hovedret et hit – ikke mindst sammen med den hvide Bourgogne.
Min ledsager er vild med kraftige rødvine, så da hun så at det var et svingende glas Bourgogne fra Benjamin Leroux 2020 der skulle ledsage hendes Boeuf Bourguignon, blev hun helt salig. Men lur mig om hun ikke allerede havde tænkt tanken da hun bestilte den klassiske simreret, på en helt almindelig iskold fredag i januar. Det var i hvert fald en nærliggende tanke.

For se bare – vinterklassikeren over dem alle – Boeuf Bourguignon, serveret uden den mindste blusel på et overdådigt tårn af kartoffelmos som det hedder på dansk, med den skønneste Gremolata som kokken kalder det – eller bare italiensk urtedrys på dansk. Persille, hvidløg og citronskal er i essensen hvad der skal til, men når blandingen rammer den kraftige Boeuf Bourguignon, så opstår der kærlighed ved første mundfuld. Det er i princippet nemt at lave derhjemme, så husk det næste gang du eksperimenterer med simreretter – eller sus ned på Frederiksberg Allé hvis du ikke kan vente.
Begge vores to hovedretter var gedigne og velsmagende, så der blev ikke levnet det mindste, selv om vi godt vidste vi skulle vælge en lille ting som afslutning på Promenadens Teatermenu. Jeg var til det søde, så jeg bestilte klassikeren Crème Brûlée, der i bedste pariserbistro-stil blev serveret helt uden pynt eller fjas, i en lille hvid skål med en ske på siden. Og naturligvis skulle jeg have en dobbelt espresso til min dessert. For mig er det bare helt rigtigt med kaffesmagen og det søde, hvor min ledsager var mere til Promenadens fine lille ostetallerken.

Serveringen var, som alle aftenens retter, helt simpel, og let tilgængelig. Sæsonen spiller naturligvis ind, og på denne kolde januardag var det hjemmebagte knækbrød ledsaget af en skive blød Saint Agur, samt en Comté, hvis faste konsistens råbte på noget sødt – og derfor var der selvfølgelig også en lille skål med kvædekompot på aftenens sidste servering. Helt enkel, velsmagende og uprætentiøs.
Og det er faktisk også indtrykket jeg tager med fra vores besøg på PROMENADEN, for selv om vægmalerierne vidner om både teater og fester hvor herrerne har høje hatte og damerne lange cigaretrør, så er teatermenuen på det moderne spisested på Frederiksberg Allé – selv om det stammer fra 1932 – helt enkel, velsmagende og uprætentiøs.
Og timingen, som jo er alfa og omega for en teatermenu, var perfekt. Så efter vi havde sagt pænt farvel til både tjenere og de fornemme gæster på væggen, trillede vi stille og roligt glade videre til aftenens teaterpremiere.
À votre santé!
Foto: Sceneblog.dk