⭐⭐⭐⭐
#ohmygodalesbianonthemainstageoftheroyaltheatre
Ingen tvivl om at PRIDE er en signaturforestilling i Det Kongelige Teaters regi, når skuespilchef Morten Kirkskov henter Falk Richter til byen, og rydder Store Scene i Skuespilhuset til den legendariske instruktørs forestilling under WorldPride 2021 i København. For det er uomtvisteligt en stor begivenhed når der præsenteres en forestilling som Falk Richters, der ikke bare er en enkeltstående fortælling om et homoseksuelt menneskes udfordringer og problemer i et samfund, der stadig ikke helt har forstået princippet om fri kærlighed, men derimod hele syv forskellige historier og skæbner. I PRIDE møder vi syv performere der alle tilhører LGBTQ+ miljøet, og det er performernes egne historier, bearbejdet af Richter til iscenesættelse på den helt store klinge, som præsenteres med et brag der vil blive husket.
I en pragtfuld karrusel-scenografi af Wolfgang Menardi, der med spejle, lagkagefarver og projektioner næsten får os til at glemme alvoren, får Beck Heiberg, Anton Hjejle, Lukas Karvelis, Adil Laboudi, Johannes Lilleøre, Xenia Noetzelmann og Sofia Södergård hver især fortalt deres svære vej ud af skabet, og selv om der er store forskelle i de medvirkendes baggrund og herkomst, så er det slående hvor ens reaktionerne er i de samfund de kommer fra eller lever i.
”I am trying to walk straight”
Når publikum først møder de medvirkende kunstnere på scenen, er det som indespærrede mennesker i alt for små garderobeskabe og kasser – et oplagt springe-ud-af-skabet greb for at slå fast hvordan man føler det, når man ikke må elske som man vil. For det er jo præcis det PRIDE handler om – indespærringen af følelser – undertrykkelsen af kærligheden, og relationer som kunne rumme kærligheden, men alt for tit viser sig ude af stand til at acceptere det frie valg.
En efter en fortæller de syv deres historier, og med både store og små fortællinger former de tilsammen den ulykkelige virkelighed, som er uundgåelig for alt for mange LGBTQ+ personer. Men Richters performanceforestilling fortæller også om de gode sider af livet som queer, og det bliver nærmest beroligende understreget fra scenen, at livet jo også rummer glæder og gode oplevelser.
Så intet under at Xenia Noetzelmann, der både deler sin meget personlige historie om opvæksten i et katolsk Tyskland, og problemerne her i Danmark med at blive anerkendt som forælder til det barn hun lige har fået med sin kone, nærmest skriger ud til publikum, at det er nu de skal tage årets billede, og sende det ud i verden med hashtagget: #dererenlesbiskpåskuespilhusetsstorescene.
” Because I gotta have faith, faith, faith”
Med en skarp og veloplagt Anton Hjejle der synger George Michaels FAITH bliver stemningen løftet betydeligt, og Falk Richter har da også lagt en hel del god stemning ind i sin performance, ikke blot med en håndfuld små sketches med tragikomiske hverdagssituationer, men også med en meget morsom scene hvor der undervises i kunsten at opføre sig som en ”rigtig” mand eller kvinde. Men den altid presente hoved fortælling, om samfundet der endnu ikke helt har forstået princippet om fri kærlighed for alle, forlader aldrig scenen i Falk Richters performance PRIDE. Og tak for det.
Foto: Camilla Winther