⭐⭐⭐
”Du kan ikke skrive til mig – jeg skriver til dig”
Dramatikerlaboratoriet KGL Dansk har efterhånden en hel del små fine forestillinger på samvittigheden, og iscenesættelsen af Tine Høegs prisvindende debutroman NYE REJSENDE er dermed endnu et fint eksempel på, hvordan Det Kongelige Skuespil lader andre få del i deres skatkiste af kompetencer.
Johan Sarauw har instrueret monologen, hvor Sicilia Gadborg Høegh er den unge kvinde, der på vej til sit første job som lærer indleder en affære med en gift mand. Ikke noget specielt overraskende eller synderligt nyt narrativ, men Tine Høegs fine tekst er dog fyldt med så mange små afstikkere til hendes forunderlige verden af lyst og fantasi, at Johan Sarauw kan lade en skuespiller som Sicilia Gadborg Høegh boltre sig i udtryk og blikke, der ikke bare gør monologen levende, men også vedkommende.
”8. gang jeg så dig nøgen”
Når Sicilia Gadborg Høegh står ved sin tavle og fumler med kridtet, fornemmer man virkelig alle de irriterende 7. klasses skoleelever, den indelukkede skoleklasselugt af sved, sildepostej og parfume, samt angstens sved bag den nye lærers ellers så tjekkede ydre.
Med intet andet på scenen end en skolepult, en tavle og et stykke kridt, bevæger Sicilia Gadborg Høegh sig igennem et halvt år af den unge kvindes liv, hvor hun skal forholde sig til den perfekte søsters bryllup, mens hun bokser med udfordringerne i klasseværelset, og IC3togets toiletter bliver stedet hvor hun mødes med sin elsker.
”Som gydende fisk i et akvarium fuldt af vodka”
Tine Høegs tekst er både drømmende og svømmende, og i NYE REJSENDE er Sicilia Gadborg Høegh skøn som den til tider ubehjælpsomme nye lærer, til tider fyrige elskerinde, og til tider den helt naturligt hævngerrige og skuffede unge kvinde, der fantaserer om at rive hovedet af den klassisk ubeslutsomme elsker.
Foto: Alexander Banck-Petersen