SCENEBLOG KOMMENTAR.

Hvordan skal jeg sige det her, uden at træde for mange over tæerne? Film set på et stort lærred i biografen/kino kan være både flotte og fantastiske. Men levende scenekunst er bare mere – levende.

For et par dage siden – i en ellers rigtig fin tv-snak om at film bør ses i biografen – sagde den Oscar-nominerede filmskuespiller Timothée Chalamet, at ingen længere gider se opera og ballet ”No one cares about this anymore”, hvilket fik mig til at tænke lidt over vores levende scenekunst her i landet.

I sidste uge, hvor jeg havde seks forestillinger på programmet, blev de tre aflyst på grund af sygdom. Og i denne uge er en københavnerpremiere på et værk der skulle opføres på et rådhus, blevet aflyst på grund af det forestående folketingsvalg. Selvfølgelig super ærgerligt for mig, og betydeligt mere øv for alle de involverede kunstnere, teatre og scenekunstkompagnier. Men det er hvad der kan ske, når man har levende mennesker på og bag scenen, der tilsammen skaber levende scenekunst, hvor publikum oplever kunsten mens den skabes – mens den udføres. Og misforstå mig ikke, jeg elsker film – der selvfølgelig helst skal ses i en biograf/kino på stort lærred – men levende scenekunst, herunder opera og ballet, har så meget nærvær og nerve at tilbyde, at det aldrig kommer til at blive erstattet 100% af film og tv.

Så helt uden – i disse valgtider, hvor kulturministeren ellers toner frem på skærmen i tide og utide – at gøre det her til en politisk diskussion om vigtigheden af at støtte kunst og kultur, og derfor selvfølgelig stemme på et parti der tager den del af livet alvorligt, og rent faktisk mener at kunst og kultur ikke blot er pynt, men fundament, så vil jeg blot sige; bare rolig!

For lige gyldigt hvor mange bevingede ord Timothée Chalamet spyer ud på en tv-skærm, så får han aldrig vippet hverken Carmen, Figaro, Siegfried eller Violetta – eller for dens sags skyld Odette, Giselle eller Clara – af scenen. For vi er mange der gerne tager gerne risikoen for en aflysning, for en wire der knækker, en fod der vrikker om, en roterende scene der går i stå, eller gentagne tilråb fra suffløsen eller bagscenen når en replik eller en arie er blevet siddende i halsen eller et dansetrin er blevet glemt. Fordi det er levende kunst.

Because Timothée – we care!

Foto: Sceneblog.dk (affotografering af en offentligt vist tv-debat)