MARTS – REVOLUTIONENS MÅNED! // Sceneblog nyhedsbrev #1

Hold da op – sikke en start! Sceneblog er blevet overvældende godt modtaget over hele linjen, helt vildt mange har ønsket tillykke og udtrykt glæde over formatet, og rigtig mange har tilmeldt sig nyhedsbrevet, som de allerede har fået tilsendt som de første.

Tanken har fra start af været, at nyhedsbrevet både skulle runde måneden af med highlights fra tiden der gik, samt kigge frem og pege på de vigtigste begivenheder og forestillinger i den kommende tid. Men meget andet kan komme med, og hvis du har ideer eller indspark som du mener Sceneblog burde beskæftige sig med, så skriv endelig til redaktionen.

I HENDES KYS KAN JEG SMAGE REVOLUTIONEN – Aleksa Okanovic og Anna Andrea Malzer

MARTS – Revolutionens måned!
Marts vil på Sceneblog helt klart blive husket som oprørsmåneden. Med sindet stadigt tunet ind på Aleksa Okanovic og Anna Andrea Malzers #MeToo reading; I HENDES KYS KAN JEG SMAGE REVOLUTIONEN på Teater Grob, var det med berettiget kampgejst vi fejrede Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts med Dramafrontens forrygende DRAMA QUEENS. Her præsenterede 20 stærke kvinder fire stykker ny dansk dramatik, leveret på forskellige udvalgte steder på Østerbro. Reading på Nørrebro og dramawalk på Østerbro – levende og stærkt. Det var i øvrigt også på Østerbro, at fantastiske Danica Curcic som Jomfruen fra Orleans kæmpede for rettigheder og ligeværd, i den stilrene JEANNE D’ARC på Republique. Slagkraftigt teater.

Og både slagkraft og saft var der også rigelige mængder af på Husets Teater, da REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. tog revolutionen på ordet, og med en skov af mikrofoner fik plantet oprørs ånden i alle tilstedeværende. Jens Albinus har holdt sit ord, da han ved sæsonstart proklamerede revolutionens komme på Halmtorvet.
Fra Halmtorvets udstødte, til Bourgeoisiet der kæmper for deres overlevelse i den rebelske komponist Thomas Adès’ opera THE EXTERMINATING ANGEL, hvor surrealisme kæmper med ægte følelser i et kæmpe revolutionært drama i Operaen. Stor stor oplevelse.

Hvis du er gået glip af alle de fem nævnte highlights, kan jeg godt forstå hvis du sidder og småtuder lidt i påskeæggene – men så læs i det mindste artiklerne her på siden – og hold øje med hvornår forestillingerne bliver sat op igen.

                                           DRAMA QUEENS – Katrine Jensenius & Jannie Faurschou

Og lige om lidt er det så april, og jeg ser frem til en masse godt teater.
Både de store og de små scener har mærket foråret – og alle pipper med eget næb. På Nørrebro er der vist et mindre paradigmeskift igang på teater Grobs innovative vækstboble GROW, og rygterne går på et større skift væk fra deres signaturpaller i foyeren. Ikke til at sige hvad de ender med, men Sceneblog følger dem tæt, og skriver så snart der er nyt.
På Amager har Hotel Pro Forma søsat et nyt forrygende initiativ; Cph Breakfast. Over croissanter og kaffe kuraterer hotellet, sammen med Karen Toftegaard, en skarp time med indspark fra kunstnere der har noget på hjerte – og er igang med noget nyt. Kristjan Ingimarsson, Tue Biering og Louise Alenius har allerede været der, og det forlydes at bl.a. Liv Helm er på programmet i april. Det er givende, det er godt, og det er gratis – Sceneblog er klar til mere kaffe.

                                                           Cph Breakfast hos Hotel Pro Forma

Og så er der vist også en verden udenfor voldene.
I april tager vi til Fredericia, og glæder os helt vildt til PRINSEN AF EGYPTEN – kan Fredericia Teater leve op til Klokkeren? Sceneblog kender sine begrænsninger, og har derfor til premieren allieret sig med en fan af tegnefilmen fra 1998, men alle sejl er sat i Fredericia, så mon ikke Søren Møller har en ret vild musical produktion klar til os.
Og bagefter er vi også SÅ klar til Aarhus – på Teatret Svalegangen – hvor der er premiere på GRAB THEM BY THE PUSSY, Per Smedegaards feministiske etagekomedie med tekst af Jeanette Munzert, og instruktion af Rasmus Ask. Sikkert hold – spændt på resultatet.
I Aarhus overværer Sceneblog forestillingen sammen med en lokal top-spitze feminist og fotoskole-studerende, for liiiiige at få alle vinkler dækket. Glæd jer til at besøge Aarhus – eller til at læse om det her på siden.

God påske.
Casper Koeller
Redaktør & Skribent / Sceneblog

fotos: Casper Koeller / Sceneblog (header foto: Benedikte Hansen i Drama Queens)