Kunst og konkylier på kanten – LOST FARM FESTIVALs performances overrasker på Sjællands Odde.
On the margins.
Sådan beskriver de to co-founders Jude Bennett og Steen Andersen bedst den kunst-, musik- og performancefestival de har skabt på Sjællands Odde, for tonerne og kunsten der pibler ud mellem birkegrene, bakker og bølger i havnen, er bogstaveligt talt på kanten af den verden mange af os færdes mest hjemmevant i – i byen, hvor man kan gemme sig i trafikstøjen og baggårdene, og føle man er blandt ligesindede når man går på den lokale bar eller bodega.
Men Bennett og Andersen vil trække kunsten ud af byen, og vise hvad Sjællands Odde kan, for her er der ikke blot smuk natur og skumsprøjt i havnen – på Sjællands Odde finder man også den inkluderende lokal-vibe som kun små samfund kan præstere. Så Jullie Hjetland (coverbilledet) var bestemt ikke den eneste havfrue jeg mødte på kanten af verden, da jeg i weekenden besøgte LOST FARM FESTIVAL for at kigge nærmere på deres performance program.
Den rummelige festival er placeret i et område der gennem et godt stykke tid har tiltrukket en skare af kunstneriske sjæle – bl.a. Steen Andersen fra det hedengangne PB43 da det lå på Prags Boulevard – og da Jude Bennett (bl.a. Head of Art & Activism på Roskilde Festival) også kastede sin kærlighed på en nedlagt gård i Yderby, opstod ideen om at skabe et nyt tilflugtssted for kunstneriske sjæle – samt en festival, hvor kunst, musik og performance går i et med Sjællands Oddes natur og sjæl.
Som sagt, så gjort, og LOST FARM FESTIVAL headquarters, med officiel indgang, hemmelige steder og adskillige scener, samt egen pizzabager, er nu et faktum der ikke er til at komme udenom på Yderbygade. Året 2025 skulle blive det første af festivalens leveår, og d. 8-10. august afviklede Bennett og Andersen LOST FARM FESTIVAL 2025 – en festival der helt sikkert kommer til at knopskyde og udvikle sig, men også kommer til at finde sin plads og måde at leve på – side om side med Sjællands Oddes lokalbefolkning og lange historie.
Hvorvidt du vil bo i et af de store telte, fordi du bliver på festivalen til den bitre ende, eller køber et dagskort, og bare napper en enkelt dag blandt festivalens øvrige Lostfarmers, er op til dig. Jeg var kun på besøg en enkelt dag, men så vidt jeg kunne se på de camperende sjæle, så var det en oplevelse at bo midt mellem naturen og kunsten – der, på kanten af det hele.
Måske spillede det også ind at headquarters’ spillesteder emmer af charme – f.eks. The Barn, hvor både DJ’s og bartendere huserer ud på de små timer.
I det hele taget er opbygningen af festivalens centrum, the headquarters, på alle måder sympatisk og inkluderende. For hvad enten det var den 10-årige jeg så skabe unika tøj af brugte bluser, bukser og trøjer, da han på en mark havde gang i det helt store male værksted – eller det var de mange Lostfarmers der langt op ad formiddagen sad med tilfredse smil og sovekammerøjne i solen på gårdspladsen, selvfølgelig med et selvhentet krus fra den lokale kaffepusher Kims Kaffe, så var det slående hvor afslappet stemningen var. Ikke doven eller uinteresseret, bare afslappet på den helt rigtige måde.
Rullende forfriskninger er en vigtig del af konceptet, på en festival hvor kunsten breder sig og opstår på forskellige lokationer rundt omkring i Havneby og omegn. Faktisk er det en del af tankegangen bag LOST FARM FESTIVAL, at man selv udforsker området, og derigennem opdager kunstnernes forskellige performances og værker. På en mere traditionelt opbygget festival, ville man gøre mere ud af at guide sit publikum, og sørge for at folk var på det rette sted på det rette tidspunkt. Men på LOST FARM FESTIVAL er det udforskende element en del af oplevelsen på godt og ondt.
Så undertegnede var da også lidt gammelmandsnervøs for at misse noget, ikke mindst af den performance jeg havde set mest frem til – den karismatiske sangerinde og musiker Jullie Hjetland, der sammen med kunstneren Anna Bak skulle performe i det gamle fiskerhus på havnen.
I have summoned the Mermaid.
I sin evige søgen efter forbindelsen mellem menneske og natur, havde kunstneren Anna Bak omformet det lille fiskerhus til et installationsværk – Fatal Waves – og med udsøgt elegance giver Bak sit bud på hvilke følelser der er i spil når mennesket møder naturen. Installationsværket fyldte næsten hele det lille fiskerhus, og de fleste af de tililende interesserede måtte da også nøjes med at kigge – og lytte – gennem de små vinduer. Men det kan jo også være en del af oplevelsen, og jeg så ingen utilfredse miner.
Men tilbage til havfruen. For det var jo ingen ringere end den dansk/norske Jullie Hjetland hvis ankomst Anna Bak annoncerede, og da Hjetland majestætisk dukkede op – som en sand havfrue vandrende direkte ind fra havet – havde hun en gigantisk konkylie i sin favn. Og det er netop til denne del af Anna Baks værk Hjetland har komponeret det smukke toneværk Konkylie. Et lydværk der fik sandet på trægulvet til at vibrere og de tilstedeværende Lostfarmers til at sidde musestille, for hvem tør afbryde den brusende fornemmelse som kun en konkylie kan give dig.
Gatherer of Repetition.
Inspireret af den banebrydende amerikanske komponist Steve Reich’s brug af repetitioner, havde Jullie Hjetland skabt et voldsomt fascinerende toneportræt af bølgernes evige gentagelser og klikkende lyde. Og med sit fabelagtige elektroniske set up havde the Gatherer of Repetition komponeret en underfundig, mørk, og nærmest fastfrysende række af toner og lyde der gentog sig – det var som om man ikke kunne lægge konkylien fra sig.
Efter Hjetland og Baks brusende performance var overstået, sneg jeg mig hen og lagde øret til Baks store konkylie, og jeg kunne sværge på jeg stadig kunne høre havet. Eller var det mon Hjetlands smukke toner der spillede mig et puds?
Efter den intense oplevelse i det lille fiskerhus havde vi brug for lidt højt til himlen, så vi gik videre ned mod havneområdet, hvor der ifølge det opslåede program var flere oplevelser i vente.
For i Headquarters er der skam opslået et program med tidsangivelser og omtrentlige lokationer, men overraskelsens fryd og tilfredsstillelsen ved at have fundet et lille værk, når stedsangivelsen bare er harbour, og kunstneren ikke hænger sig i detaljer som starttidspunkt og lign., er faktisk ret vildt.
Så da vi pludselig så den engelsk/romanske performer Delaine La Bas gå adstadigt mod syd langs havnefronten, vidste vi straks at det var tid til at slå til. Og ganske rigtigt kunne vi lidt efter opleve den spændende performer sidde på molen og læse op fra sine medbragte papyrusruller. Umiddelbart ret tillukket og introvert i sin ellers farverige fremtoning, men hendes ord der kredsede om hendes herkomst, samt forholdet til vandet og naturen, gjorde stort indtryk på flere af de Lostfarmers der trods alt nåede La Bas’ performance, selv om den kun 12 minutter lange performance startede 10 minutter før tid.
I havnen var der flere forskellige begivenheder der var en del af lørdagens FREE PUBLIC PROGRAM, og det var da også lidt fristende at få en lille tatovering af den tyrkiske kunstner Hilal Can, der endda tilbød en fake version med papir overføring til dem der ikke ville beholde et minde fra festivalen resten af livet. Dagen før havde Hilal Can opført sin Cyclop Visuals performance på headquarters – den missede jeg desværre – og mit gæt er, at køen af unge kvinder foran tatovøren, var Lostfarmers der havde oplevet Hilal Cans performance, og dermed havde et mere indgående forhold til hendes kunst. Jeg kyllingede ud.
I havnen kunne man også finde redningsbåden MoChara, en redningsbåd der med sin internationale Refugee Rescues besætning har reddet over 25.000 liv i Middelhavet – en aktion der fint blev beskrevet i en tilstødende udstilling gennem billeder, tekst og film. Tidligt om morgenen havde der været morgensvømning, og både Odden Sauna Festival og en tegneworkshop for børn var også en del af festivalen. Programmet for festivalen er således betydeligt mere diverst end en ren kunst- og performance festival ellers ville være, og så har jeg endda slet ikke nævnt hele musikdelen, der helt klart også spiller en stor og vigtig rolle. For hold op hvor var der gode vibes omkring de Lostfarmers der havde oplevet den vildeste rockkoncert med TEHRAN dagen forinden, og jeg så da også adskillige legendariske DJ’s var på programmet i Headquarters after dark.
Men det er en helt anden fortælling.
For dagens performance program var slut, og min dag dermed ved at være ovre. Og da skyggerne blev lange kunne jeg på vej ned til bussen mod København konstatere, at mens en hel del Lostfarmers travede ned mod Headquarters og aftenens kommende Dj sets, leverede irske ARRAY Collective dagens sidste gode vibrationer nede ved havnen, da de i et gammelt fiskenet vævede beskeder til fremtiden – og alle kunne være med.
Og så var det i øvrigt først her det gik op for mig, at man jo bare skal følge efter KIMS KAFFE, den lokale kaffepusher i sin lille røde trehjuler, der altid ved hvor LOST FARM FESTIVALs næste gig eller performance foregår. Så nu ved du det også til næste år. For vi har helt sikkert ikke set det sidste til LOST FARM FESTIVAL på Sjællands Odde.
LOST FARM FESTIVAL 2025 blev afviklet på Sjællands Odde d. 8-10. august, 2025
Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk