⭐⭐⭐⭐⭐
”Find mig før jeg falder – før alt siver ud”
Magt og afmagt – LOLITA FOR ALTID leger med farlige følelser hos både mænd og kvinder.
Den vilde kunstnerduo How to kill a dog går med deres LOLITA FOR ALTID et skridt videre i deres bestræbelser på at dræbe den logrende hund i os selv, og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespiller Emma Sehested Høeg tager med forestillingen et velkomment opgør med trangen til at please.
Sammen med dramaturg og Revolverkurator Rikke Hedeager har de på Republique sat det perfekte candyfloss univers i scene, et univers hvor både mandens begær og kvindens trang til at please får med pisken. Emma Sehested Høeg er pink power i højeste potens, når hun med trutmund og store øjne indtager scenen som den klassiske lillepigekarakter Lolita, der både er uskylden selv, og afgrunden for den indfangne flue i spindet.
Da Vladimir Nabokovs roman Lolita blev udgivet i 1955, var det efter en lang og svær periode, hvor forfatteren flere gange ville brænde sit manuskript og frem for alt tvivlede på, hvorvidt man overhovedet kunne skrive om de følelser, en voksen mand kunne have overfor en 14-årig. Men mænds begær, kvinders ditto, og alt derimellem, er gefundenes fressen for How to kill a dog, hvor instruktøren Jennifer Vedsted Christiansen maner det uskyldsrene frem i sin skuespiller, og i LOLITA FOR ALTID sætter fælder for enhver flue der måtte falde for fristelserne i det lyserøde spind. Helt genialt fortælles historien om Lolita i bedste kabaretstil, med tableauer og musiknumre som sætter spot på de mange udtryk og ansigter som Lolitarollen har, for til sidst at mærke faldet fra magtens trone når hun bliver voksen, og ked af at publikum ikke længere viser hende opmærksomhed.
”Og I griner! ”
Men hvem har ikke udnyttet sin Lolita status, spørger hun anklagende ud mod publikum – hvem har ikke med grådfyldte dådyrøjne udnyttet sin indre Lolita, og snoet sig uden om en togbøde?
LOLITA FOR ALTID på Republiques Revolver scene er skøn, udfordrende, og balancerer på en knivsæg, men lige før candyflossen begynder at klæbe i ganen, slår Emma Sehested Høeg til, og indfanger både X- og Y-kromosomerne i salen i sit spind. How to kill a dog takes no prisoners.
Foto: Sara Galbiati
2 tanker om “LOLITA FOR ALTID // How to kill a dog, Revolver på Republique, Østerbro Teater”
Der er lukket for kommentarer.