⭐⭐⭐⭐
”Du ligner en der er faret vild”
Den ukulelespillende nationalskjald Katinka Bjerregaard er gademusikanten Shen Te fra Sezuan, som møder den 10-årige Karin Michaëlis, der som det første udbryder: Du ligner en der er faret vild. Men Shen Te er bestemt ikke faret vild, hun venter blot på gudernes ankomst, og forsøger at tjene en skilling som gademusikant.
Karakteren Shen Te er taget fra Bertolt Brechts teaterstykke ”Det gode menneske fra Sezuan”, en fortælling Brecht skrev med Karin Michaëlis som forbillede, for Michaëlis var nok det tætteste Brecht kunne komme på et godt menneske på det tidspunkt. I årene op til 2. verdenskrig ejede hun flere huse på Thurø i det sydfynske øhav, hvor hun husede tyske flygtninge, heriblandt Bertolt Brecht. For et godt menneske var hun, forfatteren der i den første halvdel af det 20. århundrede var dén bedst kendte danske kvindelige forfatter i Europa.
”at blive kunstner betyder ikke at du bliver et godt menneske”
Meike Bahnsen er Karin Michaëlis i forestillingen JAGTEN PÅ DET GODE MENNESKE, hvor dramatiker Julie Maj Jakobsen giver os et mere nuanceret billede af forfatteren, der slet ikke var anerkendt for sit forfatterskab på samme måde i hjemlandet. En kvinde der troede på det gode i mennesket, måske endda for meget, men også en ambitiøs kvinde der brugte andre som trædesten for at nå sine mål. Og samtidig med at Karin Michaëlis lever trygt som teenager i Danmark, overlever lille Adolf som den eneste af fire Hitlerbørn i Østrig, og fascismens udvikling i Europa op mod 2. verdenskrig tager til. Så forestillingen er både et ligefremt portræt af forfatteren – og et drama om det 20. århundrede.
Meike Bahnsen er en vidunderlig Karin Michaëlis, Josephine Nørring adskillige af de store kvinder i hendes samtid, og Anders Budde Christensen alle mændene – og det virker. Anders Budde Christensen har også instrueret forestillingen, hvor scenograf Rikke Juellund har skabt en verden af stemningsfulde skærme, der både skjuler og afslører tanker og gerninger.
”Jeg tegner en streg i sandet, for alt hvad vi rører ved, gør vi ondt”.
Forestillingen JAGTEN PÅ DET GODE MENNESKE er lokalhistorie så det basker, med skuespillere der kan deres håndværk, og en Julie Maj Jacobsen der på bedste vis tager vores fælles arv alvorligt. Men det helt store scoop i JAGTEN PÅ DET GODE MENNESKE er dog troubadour Katinka Bjerregaard, der bag sin dramatiske full-mask makeup som kinesiske Shen Te fra Sezuan, guider os gennem hele forestillingen på smukkeste vis, og med sin ukulele skaber den vildeste stemning i det proppede teater.
Foto: Still Words v. Ard Jongsma