HVIS DER VAR KRIG I NORDEN // Kolding Egnsteater

⭐⭐⭐⭐

Så er der pandekager!”

Janne Tellers roman HVIS DER VAR KRIG I NORDEN fra 2002 er i princippet et såre simpelt statement, et fint og nuanceret billede af en flygtningefamilie, og deres utroligt hårde kamp for at finde sig selv i en verden de ikke kender. Men Teller lader spejlet fortælle historien som var det en pæredansk familie der må flygte, fordi der hersker krig og kaos i Norden. Og det er et greb som rammer lige i solar plexus – specielt når romanen nu er blevet til teater på Kolding Egnsteater.

For når den ærkedanske kernefamilie med mor, far og to børn, sidder henslængt i sofaen og venter på at far laver pandekager, og parcelhuset så bliver bombet, og dagligstuen pludselig er en bunke murbrokker – så er verden vendt på hovedet, og alle i publikum bliver pludselig ramt – kan det virkelig også ske i Danmark? Og hvad vil du så gøre?

Det er Tamara Aijamathiesen – der studerer på andet år på Theaterakademie Hamburg – der iscenesætter Janne Tellers roman, og den unge instruktør har virkelig formået at trække nuancerne frem i Tellers spejlede historie, og fået det bedste frem i de fire skuespillere Mads Nørby, Christiane Bjørg, Hans Christian Schrøder og Salle Salée.

Hvis der var krig i Norden, hvor ville du så tage hen?

Forestillingen HVIS DER VAR KRIG I NORDEN er fuld af 1:1 problematikker som rammer udenlandske flygtningefamilier der lander i Danmark, men i Tellers historie rammer den danske familie. Og jeg kan ikke tro andet end at forestillingen vil blive et kæmpe hit, når først skolelærerne får øjnene op for denne nuancerede, og på sin vis barske, men stadig lettilgængelige historie.

Løftede pegefingre? Ja.

Udskamning? Nej.

Janne Teller vil med sin roman sørge for at vi forstår hvilken verden vi lever i, hvorfor folk flygter, og hvor hurtigt man kan miste alt. Og hvor vigtigt det er at huske det hele, når vi selv tager imod andre mennesker på flugt.

Forestillingen HVIS DER VAR KRIG I NORDEN på Kolding Egnsteater har en fortæller stil der skærer pointerne ud i pap, men ikke lefler for publikum, og gennem direkte spørgsmål bliver vi stillet overfor dilemmaer, vi aldrig havde troet vi skulle forholde os til. Og det er sundt.

HVIS DER VAR KRIG I NORDEN spiller på Kolding Egnsteater fra d. 8. til d. 30. november 2022.

Foto: Asmus Kromann Bork

SE MERE HER