⭐⭐⭐⭐
”Hvis du så meget som prøver at nusse eller pusse, så brækker jeg næsen på dig”
Dramatikeren Magnus Iuel Bergs ligefremme formuleringer ligger godt i munden, og skaber billeder der rækker ud over hvad vi ser på scenen. Vi ser ind i karaktererne – vi tænker med dem, og vi føler med dem. Det er en af Iuel Bergs største forcer, og et fremragende grundlag for hans medrivende historier, hvor forestillingen I STØVET FRA REGNEN (2018) stadig står som et lysende fixpunkt for undertegnede.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hvornår HEROIN er skrevet, men Magnus Iuel Bergs tekst dukkede allerede op i offentligheden som en reading i 2019 på Svalegangen i Aarhus, med Iza Mortag Freund og Mathias Flint som de to elskende. Forestillingen fik så urpremiere på Zangenbergs Teater i 2020 i Johan Sarauws instruktion, men hvor begge roller nu blev spillet af mænd, hvorefter den blev opført på Teater Får302 i 2021 – igen med to mænd og i Sarauws instruktion – en opførelse der dog desværre hurtigt blev Coronaramt og lagt ned.
Det er relevant at vide, for det er en gennemprøvet tekst vi bliver præsenteret for, nu hvor Magnus Iuel Bergs HEROIN bliver spillet på Teater Får302 her i 2022, denne gang med Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen i Johan Sarauws instruktion. For det er et sikkert tegn på at den velskrevne tekst er så universel i sin essens, at køn ikke spiller nogen rolle. Det er kun den altoverskyggende kærlighed mellem to mennesker, alvorligt ramt af både psykiske lidelser og afhængighed af narko, der tæller i HEROIN.
”Tak for sex, det var godt, vi ses”
Historien om de to ulykkelige elskende, og deres fuldstændigt ødelæggende adfærd i enhver henseende, er en smuk og rørende fortælling, og både Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen er præcis så utilregnelige og nærhedshungrende i deres udtryk, at vi som publikum i det lille intime rum på Får302 nærmest føler vi er med i dobbeltsengen. På godt og ondt, for forestillingen varer ca 1 time og 50minutter, og jeg må indrømme jeg undrer mig over, hvorfor den erfarne instruktør ikke har skåret i den omfangsrige tekst. Allerede efter en times tid var vi ramt af den moderne kærlighedshistorie, ramt af medfølelse for karaktererne, og ramt af ønsket om den lykkelige slutning vi jo egentlig godt ved ikke kan lade sig gøre.
Men Magnus Iuel Bergs intention er heller ikke at lave feelgood oplevelser. Magnus Iuel Berg viser os verden – han viser os et spejl.
HEROIN spiller på Teater Får302 d. 12.-19. november 2022.
Foto: Emilia Therese