⭐⭐⭐⭐⭐
Dyrene er her! – og nu skal de dø!
Mammutteatret er et af de bedste teatre herhjemme, når det gælder politisk teater. Og forestillingen HÅBET ER LYSEGRØNT er en Mammut-classic. 100% underspillet, 100% overdrevet, og 100% dedikeret.
Med en potent hornblæser-lydside (jeg følte mig hensat til Emir Kusturicas Underground fra 1994) møder vi samfundet, hvor alle er bange for de invaderende horder af fremmede, og alle leder efter en leder, en løsning på deres frygt.
I forestillingen er det Ulven der er overalt. De æder den danske model! Ulven truer os alle, ulven er skyld i al dårligdom, ulven skal udryddes.
Ulvene har overtaget alt!
Folk flygter ud af byerne, og landets borgere leder efter svar. Det er vores skyld det hele. Vi kunne jo ikke vide at det globale marked ville udvikle sig sådan. Vi havde jo regler! Nu er der ingen regler, ingen rettigheder, ingen kontrol. Alt imens lyrikforfatteren Bolette Lund – udtales Bolettelund – læser op af sine identitetspolitiske fiktionsdigte, og en voksende skare af fans klapper i takt.
Dyrene er her! – og nu skal de dø! Ulvene er meget følsomme overfor det narrative, og Bolettelunds identitetspolitiske poesi er det eneste der kan redde os.
I kan da ikke ligge med ladte rifler, smurt ind i lort!
En mand låner en million i banken for at kunne købe en ulv, han mener løsningen må være at lukke dem ind i vores hjem. Et par diskuterer heftigt hvordan de bedst kan være sammen – hun vil have at han (Lupus) skal spise hende, og de dermed bliver et. Og selvbestaltede grupper af bevæbnede borgere ligger klar med ladte rifler i skovbrynet, smurt ind i lort for ikke at kunne spores af fjendens overnaturligt gode næser.
Små historier fra et samfund hvor befolkningen er knuget af frygt, små historier der kædes sammen, og sættes i relief af hovedhistorien om Bolettelund der opnår kultstatus som leder af det ny samfund. Bolettelund der med stadigt mere absurde historier opnår gudestatus, og omringes af sine proselytter der dræber for hende, lytter blindt, og ender som en livsfarlig ukritisk menneskemasse, i et samfund der kun holdes sammen af frygten og hadet mod de fremmede.
Historien, der jo i virkelighedens verden har gentaget sig alt for mange gange, er skrevet med skarp satirisk pen af Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare, og sat iscene på Edison af Henrik Grimbäck.
Et veloplagt ensemble med Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup kører stramt persongalleriet, og den følgagtige menneskehob spilles alt for realistisk af Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Vallentin i Ida Grarup Nielsens grå og trøstesløse scenografi.
Mammutteatret i topform.
Fotos: Henrik Grimbäck
Gå ikke glip af de nyeste anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!