⭐⭐⭐⭐⭐
Ny performativ scene i København med fysisk performance overflod i Kasper Ravnhøjs episke fortælling om Europa.
Hvorfor gøre tingene i det små, når man kan gå all-in, med en superdedikeret, professionel og eventyrlysten gruppe af dansere og performere, og fylde de 400 m2 i det nyopførte scene-telt på Refshaleøen med en jaw-dropping experience.
Forestillingen EUROPA er fortællingen om vores kontinent, om historien, menneskene, beslutningerne og konsekvenserne – kort sagt fortællingen om det Europa vi kender – på godt og ondt.
Efter publikum har sat sig i en kvadratisk form omkransende et sceneareal dækket med halm, indleder en dyb fortællerstemme historien, som forholdsvis stille og roligt begynder med en catfight med østeuropæiske karaktertræk, for ligesom at slå tonen an. De farverige gevandter flyver om kap med slag, kast, og rullen, i en klassisk Ravnhøj koreografi, hvor blod, sved og tårer kæmper med støvet fra halmen, mens ikoniske Iza Mortag Freund slår de elektroniske toner an på sin sagnomspundne Theremin. (jeg ved der er delte meninger om det instrument – men jeg er totalt forgabt i både tonerne og den kropslige udfoldelse der ligger i betjeningen af Thereminen)
Efter prologen (slagsmålet) opfordres vi til at læske ganen i teltbaren, og indrømmet – halsen var rimelig tør efter halmtågernes indtog i midten af teltet. Og efter en kort pause bliver vi så bedt om at vende os om, for resten af fortællingen kommer til at udspille sig rundt om os i det store telt.
Og så begynder de store historiske vingesus ellers at tage til. Lev dig ind i historien, fokuser på enkelte karakterer for at fornemme følelserne, eller på grupper der umiskendeligt minder om noget du helst vil glemme.
Rasende slås de på jorden, blinde går de efter stemmen, vrede spænder de buerne og sender deres pilesværm afsted. Grædende plejer de deres sår, trætte går de med slæbende skridt, stolte bærer de Dannebrog og panisk flygter de fra deres mareridt.
Europas historie fornægter sig ikke i Mute Comps telt, det er fortid, det er nutid, det er fremtid.
Mute Comp har til EUROPA allieret sig med koloratursopranen Nina Sveistrup Clausen, der igennem hele forestillingen – ligeså smukt som jeg husker hende i Sew FLUNK FURY WITs forestilling STØV – bragte os videre fra sted til sted, fra periode til periode. En meget smuk og følelsesladet performance af den karismatiske sangerinde.
Kasper Ravnhøj og hans dedikerede crew af dansere og performere, Rasmus Bjørkvad, Thierza Balai og Johanna Tengan, kæmper utrætteligt Europas kamp i det store telt, og de omkranses af et stort internationalt hold af unge performere, der ligeledes under Ravnhøjs instruktion udtrykker Europas følelser og erindringer. Og da komponist og livemusiker Iza Mortag Freund jo aldrig kan holdes nede, er hun selvfølgelig også en del af det fysiske gesamtwerk, som EUROPA reelt er.
Foto & film: Casper Koeller, Sceneblog
Se interviewet med en træt og beskidt Iza Mortag Freund efter forestillingen: