EN HISTORIE OM VOLD // Aveny-T

⭐⭐⭐⭐⭐

Jeg kan lugte det endnu

Det er den franske forfatter Édouard Louis – forfatteren til Færdig med Eddy Bellegueule – der med sin selvbiografiske roman Voldens Historie er ophavsmand til Anders Lundorphs EN HISTORIE OM VOLD på Aveny-T, og det er ikke bare en frygtelig historie om overgreb, trusler og voldtægt, men også en historie om fordomme og xenofobi i samfundet, og om hvad vold gør ved mennesker.

Èdouard har uden tvivl været udsat for et traumatisk og alvorligt overgreb, men fordi historien ikke kun fortælles af Èdouard selv, bliver forestillingen meget mere kompleks end forventet. Historien fortælles også af søsteren Clara, der efter lang tid var den første Èdouard betroede sig til, men her får vi også en vigtig del af virkeligheden flettet ind i fortællingen – i form af familiens afstandtagen til Èdouards seksualitet. Også gennem den xenofobiske politimand, samt lægen på hospitalet hvor Èdouard undersøges efter voldtægten, mærker vi hvordan Èdouard føler hans historie bliver taget fra ham – og sandheden omskrevet.

For at understrege tidsperspektivet i fortællingen og Èdouards kamp med sine egne tanker, har Anders Lundorph bevidst trukket de ordløse passager i forestillingen ud til en næsten ubærlig varighed. Modigt greb i 2020 – man bliver tvunget til at tænke over hvad man ser på scenen.

Det der ud på natten startede som en flirt, og et lyst- og tillidsfuldt møde med den charmerende Reda, endte for Èdouard med en pistol i nakken og en voldtægt. Men hvad der egentlig skete, og hvordan Èdouard husker tilbage på det skete – det er ligeså meget de perspektiver Anders Lundorphs velspillede EN HISTORIE OM VOLD handler om.

Jeg flækker dig

Èdouard spilles helt eminent af Andreas Jebro, der har alle Èdouards modsætningsfyldte tanker malet i ansigtet. Jebro kan som få skifte udtryk fra tillid til angst med et enkelt blik.

Overfor Jebros Èdouard står Reda, som Patrick Baurichter med sin underspillede fremtoning leverer perfekt som den både charmerende og desperate overgrebsmand. Anders Budde Christensen er både den racistiske politimand der ”stjæler” Èdouards historie, og lægen der med sit overbærende udtryk bliver endnu en modspiller i Èdouards virkelighed. To vigtige karakterer der lægger bunden i fortællingen om hvordan fordomme og xenofobi gennemsyrer samfundet.

Karin Bang Heinemeier er søsteren Clara, der i forestillingen taler mere med publikum end med sin bror, og afslører sin og familiens underliggende foragt for Èdouards homoseksualitet. Endnu et lag af samfundskritik, der spiller en stor rolle i forståelsen af Èdouards løbende forvandling og ændrede adfærd i tiden efter overgrebet. Vold avler vold, og traumer sætter sig, og i Èdouards tilfælde med en blanding af tiltagende racistiske tendenser, og ønsket om at sætte sig i Redas sted og tilgive ham.

Racisme, begær og traumer. Anders Lundorphs vigtige EN HISTORIE OM VOLD med eminente Andreas Jebro i spidsen, er blevet et must see på Aveny-T.

Foto: Emilia Therese

SE MERE OG KØB BILLETTER