⭐⭐⭐⭐

I provinsen bor Mælkevejen på tredje sal til højre.

Thomas Markmanns drømme fra provinsen er blændende skrevet ned på scenen, helt oppe fra Universets stjernevrimmel, deroppe hvor vi alle er vægtløse.

Nicolai Jørgensen er René, drengen fra provinsen, drengen med den belastende mor, drengen med de dejlige, kloge, fortryllende og forløsende drømme. Men også drengen der bor alene med sin mor uden at kunne rive sig løs fra hende, og væk fra mindet om den nyligt afdøde far – det røvhul.

Lige siden jeg første gang så Nicolai Jørgensen tumle med følelser i en reading på Grob, har jeg set frem til hans møde med en stor tekst – og nu har han løftet opgaven. Fremragende udført af den unge skuespiller.

Han har kun to venner, spillet af Mads Reuther og Mette Klakstein Wiberg, og da de både er ganske almindelige, uden de store drømme, og på kanten af ballade, så er der kun drømmene tilbage. René drømmer sig ud i rummet, hvor alt og alle er vægtløse, og man svæver rundt mellem Halleys komet og Mælkevejens stjerner. Han vil være astronaut, han vil studere og blive klogere på Einsteins teorier, han vil væk fra sin meningsløse tilværelse, hvor han trøster sig i køleskabet med de 1000 liter mælk – Renés egen Mælkevej på tredje sal til højre.

Nå, men nu smører jeg dig to fedtemadder – og så snakker vi ikke mere om det.

Mette Horn spiller den tragikomiske mor – den belastende, omklamrende, lidt for drikfældige og migræneramte mor, der i al sin almindelighed ikke kan acceptere at Rene ikke er tilfreds med livet, og med den VVS-læreplads som hans far skaffede ham før han døde. Den afdøde far spiller i øvrigt en vigtig rolle i fortællingen, lige indtil Renés mor bliver kurtiseret af førstemanden i VVS-firmaet.

Jeg bliver bare kaldt Russeren – jeg kommer fra Roskilde.

Lars Bom er perfekt som VVS’eren der er tilfreds med tilværelsen, indtil han bliver mindet om sine egne drømme der ikke blev til noget. Han er den arbejdende dagligdags-charmør, der passer som fod i hose til den modne dame med for stort forbrug af smertestillende stikpiller. Horn og Bom er skønne som modne turtelduer.

René drømmer om vægtløshed og har store planer, men som alt andet i tilværelsen, er det ikke alt der kan lade sig gøre. Men Thomas Markmanns tekst om en hverdags astronaut kan til gengæld det hele.

foto: Thomas Petri

SE MERE