⭐⭐⭐⭐⭐

Grand Cru Strindberg, årgang 2019.

Sølvbryllupsfest med æresport, toastmaster og velkomstdrink, samt selvfølgelig færøsk kædedans. Den nordiske tone er slået an fra start, og Strindbergs mesterligt lede drama DØDSDANSEN kan tage sin begyndelse – denne gang som færøsk/dansk/svensk samarbejde mellem Teater Tvazz (Færøerne), Teater Insite (Sverige) og danske Teatergrad.

Danske Studenters Roklub lægger lokaler til festen, og som til alle gode fester bidrager alle naturligvis til den store dag, med borddækning, pyntning, og medbragte bidrag til menuen. Du som publikum er gæst til festen, og aftenen igennem sidder, står og danser alle med til Alice og Edgars sølvbryllupfejring – som om der er noget at fejre.

I parrets store tomme hjem, hvor Alice (færøske Gunnvá Zachariasen) og Edgar (danske Ulver Skuli Abildgaard) er alene i hinandens hadfyldte selskab, sidder vi som frivilligt/ufrivilligt beskuende gæster, og forsøger at nyde festen, maden og vinen. Men der er ikke gået mange minutter, før Alice og Edgar åbner op for et ubærligt morads af følelser, der ord for ord udpensler deres hadefulde ægteskab.

Strindbergs mere end 100 år gamle klassiker om kærlighed og had – om den tilsyneladende opofrende kvinde der opgav sin karriere som skuespiller, og den voldsomt dominerende mand der synes at alle andre er det rene pak, er spillet i mange variationer igennem årene. Sidst jeg så den var i 2012, hvor Grønnegårdsteatret havde bedt Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt om at spille det manipulerende par, og jeg mindes Henning Jensen på Stærekassen som en utroligt smilende Edgar – en detalje som jeg nok ubevidst havde med i bagagen i Danske Studenters Roklub. Men i Pelle Nordhøj Kanns fremragende instruktion sætter Ulver Skuli Abildgaards Edgar absolut ingen ære i at smile, han ser ingen grund til at se lyst på hverken tilværelsen, verden eller ægteskabet. Vi får højst et par grinende grimasser ud til gæsterne når der skal danses, eller synges med på (en lettere omskrevet) Smokies 1976 klassiker ’Living Next Door to Alice’, hvor omkvædet jo er et svirpende Alice – who the fuck is Alice?.

Ulver Skuli Abildgaard spiller sin Edgar med al den lede, den hån, og den manipulerende kraft og saft, som Strindberg formentlig havde indtænkt i 1905, i skabelsen af denne ene side af et tohovedet monster, som naturligvis også tæller den – om muligt – endnu mere udspekulerede hustru Alice.

Og modspil skal der til for at få drama til at leve, og modspil, det får Ulver Skuli Abildgaard på allerhøjeste plan. Gunnvá Zachariasen præsterer som Alice arketypen på en udspekuleret Strindbergsk kvinde når det er værst, hvor ingen blandt publikum tvivlede på hendes opofrelse og uskyld i første halvdel af festen, men snart skulle lære, at intet i had og kærlighed er som det umiddelbart synes. Dejligt at færøske Gunnvá Zachariasen atter gæster Danmark med sit overbevisende skuespil.

Husker ikke længere, hvem der er offer, og hvem der er bøddel.

Og når man med parret Edgar og Alice har en så indebrændt, knugende, lukket æske med hemmeligheder og følelser, så må man have en oplukker der kan forløse indholdet. Og her kommer svenske Matthias Hahne Thorbjörnsson ind i billedet, som slægtningen fra Amerika med bagagen fuld af fælles vraggods. Kurt som han hedder, indtager rollen som toastmaster ved festen, og Thorbjörnsson springer elegant ind og ud af dobbeltrollen som munter toatsmaster, og den ikke helt stuerene slægtning. Ligesom Strindberg med klar skrift gør det klart, at vi skal lære os selv bedre at kende ved at se på andres fejl, så viser han her med al tydelighed, hvordan en udefrakommende kan få selv de intimeste hemmeligheder for dagen.

Teatergrads DØDSDANSEN 3.0 er, med sin inddragende sølvbryllupsfestmanér, sin forrygende kulinariske overraskelsesmenu med retter som Kundskabens Saft og Kødets Lyst, samt selvfølgelig det mesterlige Strindbergske drama med et vanvittigt godt spillende ensemble, den fest du håber du aldrig skal med til – og den fest du ikke må gå glip af.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE