⭐⭐⭐⭐
En stakkels skovvandrer løb nervøst væk da han så forsamlingen i skoven.
Døden nærmer sig fra alle verdenshjørner, når der dukker fire klassisk angstprovokerende karakterer ud af den tætte skov – det klagende spøgelse, den grinende klovn, skelettet med dødsklokken og den tildækkede sorte enke med horn i panden.
Scenekollektivet Cheer Extreme gav os Opvisning i lavt Selvværd i 2016, og nu i 2019 er det så kollektivets samlede dødsangst der udleveres til os – med Peter Flyvholm, Anders Mossling, Xenia Noetzelmann og Signe Mannov i gabestokken, hvor intet holdes tilbage, og personlige traumer er noget man deler.
Fire meget personlige historier om død og dødsangst fortælles dybt inde i en skov, hvor vi er blevet samlet efter en bustur med guirlander, Mezcal og ikke mindst et hæfte til at skrive vores sidste vilje. For hvem siger at døden ikke kan fejres – der er kulturer der fejrer døden i flere dage – så i Teater SortHvids regi, bruges busturen mod det ukendte til at tænke over hvordan man egentlig selv ønsker at dø.
Men når vi først sidder dybt inde i skoven, er det Cheer Extreme der fører an med personlige historier om død – og angsten for døden.
”Du musst immer saubere Unterhosen anziehen, du weißt nicht wann du stirbst”
Fra faderkomplekser og frygten for at dø før man han opnået noget man vil blive husket for, til nærdødsoplevelser i sneen og frygten for at have beskidt undertøj på hvis man bliver ramt af en bil. En efter en deler de fire spillere ud af deres inderste tanker om det vi alle ved kommer en dag, men mange af os ikke vil tale om.
Sygdom bringer dødsangsten tættere på, og ingen vil vel huskes af sine børn som vred. Hvornår lever man op til sine forældres forventninger, og hvornår han man fået nok sex og store roller til at være klar til at dø. Klovnen trækker masken af og fortæller hun savner en krig. At være ligesom sin mormor under krigen – hun havde intet ud over sin kuffert. ”Hvis jeg var min bedstemor, så ville jeg ikke være bange for døden”
Dødsangst, usikkerhed, fælles uvidenhed og sande historier blandet med frygt for det ukendte, leder op til trangen til at råbe det ud – og anført af de fire rejser vi os alle, og som råbekor synger vi med på det poetiske opgør med angsten: ”Alle mennesker dør, fucking dør. Dør!”
Som mørket falder på, stiger intensiteten i Ida Marie Ellekilde & Raphael Frisenvænge Solholms enkle, men effektfulde skovscenografi, og clashet mellem natur, død og neonlys gør at man uvilkårligt rykker lidt tættere på det beskyttende lejrbål der ikke er der.
DØDSANGST I GALOP er en blanding af død, gys, menneskelig indsigt og villighed til at dele, og scenekollektivet Cheer Extreme har endnu engang vist deres formidable evne til at åbne op for alt det vi andre lukker inde.
Foto: Karoline Tiara Lieberkind