⭐⭐⭐
Indrømmet – jeg har været Disney- og tegneseriefan så længe jeg kan huske. Ud over et fast Anders And abonnement og plakater på børneværelset, er jeg vokset op med Jesper Fårekylling som en fast del af julen. Vi så altid frem til den tid på aftenen, hvor han som værten i det årlige juleshow på TV præsenterede en lang række af Disneys bedste tegnefilm, og vi børn kunne sidde i en hel time og labbe de fantastiske historier i os – helt ukritisk.
Så at formatet i DISNEY ON ICE er det samme, og Mickey, Minnie, Fedtmule og Anders And som værter præsenterer en lang række uddrag af Disney produktioner, kommer ikke bag på mig, og er nok også den eneste måde at ramme bredt på. Og bredt skal der rammes. DISNEY ON ICE er en kæmpe maskine der helst skal køre helt uden gnidninger, med flest mulige publikummer, og med størst muligt salg. Og salget er netop den største hæmsko for det stort anlagte show.
For det gør desværre DISNEY ON ICE utilgængeligt for rigtigt mange, når man efter at have købt billetter til hele familien, bliver trukket igennem en uendelig lang række af salgsboder, hvor popcornprisen starter på 100 kr, slushice koster 120 og et plastic-lyssværd 220 kr. Det er dæleme svært at gå med de små poder igennem den lange række af fristelser, uden at skulle af med en mindre formue. Så vær beredt.
Men tilbage til showet, hvor Disneys karakterer fra nyere tid har fået skøjter på, og Ariel, Vaiana, og FROST figurerne Elsa og Anna skøjter på livet løs.
I en stor arena betyder stemningen alt, og når speakeren indleder med at tale til de mindste først, og lover dem at det ikke er farligt når lyset bliver slukket, så er vi godt på vej. Rigtig mange børn har fået købt lysende sværd, iskrystaller eller Mickey Mouse ører der kan lyse, så det er når lyset blive slukket, at magien tager over.
De skøjtende performere er alle iklædt store kostumer der dækker det meste, og hvad enten det er en lysestage fra Beauty & The Beast eller prins Hans fra FROST, så er de udstyret som de er tegnet i Disneys animationsfilm.
De danser og synger playback mens de smiler og vinker ud til publikum, og hvis man skal snakke om Disney magi – så ligger magien i at 1000 små unger vinker igen, når Ariel eller Olaf vinker fra isen. Det er noget der virker.
På isen er der prinser og prinsesser, helte og hekse, og skægge figurer som den kække krabbe Sebastian. Og det allerstørste åååhhh… breder sig ud i arenaen, da den sjove snemand Olaf dukker op på isen med sin gulerodsnæse og godmodige smil. I DISNEY ON ICE bliver der som i filmene trykket på alle knapper i følelses registeret, og rigtig mange af de små poder blandt publikum lyser op som små iskrystaller i mørket.
DISNEY ON ICE showet rammer de mindste som et stjerneskud i mørket, men man skal dæleme være klar på at løbe spidsrod gennem salgsboderne for at nå ind til magien.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog