Siden 2014 har Det Frie Felts Festival (DFFF) sat fokus på alle de uafhængige scenekunstproducenter, der året rundt producerer og opsætter værker uden for institutionelle rammer. Små og store, yngre og erfarne, simple eller komplicerede, talenter og stjerner. Alle dem der ikke har de guldrandede aftaler at falde tilbage på, alle dem der året rundt suser rundt og byder sig til – eller spiller i en baggård – for den dag var det lige i baggården der var plads.
14 produktioner er blevet udvalgt mellem de 102 indsendte forslag, og der er både spændende produktioner fra Danmark og fra det store udland. Åbningsforestillingen TRAUMA KINK (coverbilledet) åbnede ballet på Aveny-T’s store scene på Frederiksberg i København, og det musikdramatiske værk – der må betegnes som eksperimentalt dokudrama – sætter fokus på hvordan traumatiske oplevelser definerer vores liv, ikke mindst i forhold til intimitet, sex og nydelse. Det er roma-teaterkompagniet GIUVLIPEN der står bag produktionen, og der bliver ikke holdt tilbage i den udfordrende forestilling, der i festivalprogrammet får betegnelsen anbefalet fra 18år.

Det er festivalens kunstneriske leder Gritt Uldall-Jessen der har kurateret forestillingerne sammen med danser og koreograf Paolo de Venezia Gile, samt kreativ producent Ann-Jette Caron, og både i København (14/1-18/1, 2025), samt i Aarhus (22/1-25/1 2025), er der et virkeligt interessant program.

Det er jo forskelligt hvad man er til, men ud over åbningsforestillingen – der virkelig var langt fra hvad vi normalt ser på en dansk scene – spottede jeg til min store glæde flere forestillinger som jeg kun kan anbefale. Det drejer sig om forestillingerne DEN ANDEN på Sydhavn Teater i København, samt TENDER og SLIT SHOW på Godsbanen og THE SHEDDING på Teatret Svalegangen – alle i Aarhus.

Men som sagt, vi er alle forskellige, så kig programmet igennem, og find lige præcis den forestilling du ikke vidste du manglede at opleve. Vores uafhængige scenekunstnere fortjener det. DFFF fortjener det. Du fortjener det.
Husk det nu: Det Frie Felts Festival 2025 er i København d.14/1-18/1, samt i Aarhus 22/1-25/1 2025.
Coverfoto (TRAUMA KINK): Amalia Drăniceanu